Særlig indsats for udsatte etniske grupper - Socialstyrelsen

Bliv klogere på god praksis i forhold til udsatte etniske minoritetsgrupper. Klik ind på artiklen og læs om de gode eksempler og erfaringer.

Billede: Colourbox

Mange etniske minoritetsgrupper kendetegnes ved en større udsathed. Etniske minoriteter er overrepræsenteret i sundhedssystemet, på herberger, i fængsler, blandt kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister.

God Social Praksis har derfor sat fokus på etnicitet med et tema, som viser eksempler på god praksis i forhold til etniske ældre, hjemløse, prostituerede og sindslidende.  Temaet rummer også eksempler på, hvordan en tidlig opsporende og forebyggende indsats kan tilrettelægges

Se temaets faktaboks

Etniske hjemløse
Andelen af etniske hjemløse er hastigt stigende og udgør en sårbar gruppe af udsatte borgere. Mange etniske hjemløse kæmper samtidig med misbrug, som boformer og herberger også må tage højde for i deres tilbud. I undertemaet kan du læse om en indsats for etniske hjemløse, hvor der er fokus på behandling af stofmisbrug og hjælp til bolig.

Etniske ældre
Isolation og manglende sprog er nogle af de udfordringer, der kan være forbundet med at blive gammel i et andet land. I Kolding og Odense har man valgt at tage udfordringen op ved at opsøge etniske ældre og støtte dem til at deltage i aktiviteter og foreningsliv, hvor fællesskab giver bedre livskvalitet, sprogfærdigheder og viden om samfundet.

Sindslidende
Sindslidende flygtninge og indvandrere er en sårbar gruppe, der er udfordret af traumer og psykiske lidelser samt sociale problemer. Mange sindslidende er isolerede i familien og i samfundet. I undertemaet kan du læse om rehabilitering, opsøgende arbejde og et mødested, hvor den sindslidende ikke er klient, men en ligeværdig gæst.

Prostitution
En del af de 600 udenlandske kvinder, som lever af gadeprostitution eller de 1600 kvinder der arbejder på massageklinikker, har været udsat for menneskehandel. Mange af kvinderne er dybt traumatiserede og lever et usikkert og illegalt liv i Danmark uden kendskab til de hjælpemuligheder, der findes. De frivillige organisationer hjælper disse kvinder i form af rådgivning om rettigheder, psykologhjælp og sundhedsfremmende foranstaltninger.

Inklusion af etniske minoritetsgrupper gennem tidlig indsats
Sundhedsrelaterede problemer, sprogbarrierer og en følelse af ekskludering er levevilkår for mange borgere med anden etnisk baggrund end dansk. Kommuner og organisationer erfarer, at det er svært at opnå kontakt og få formidlet relevante tilbud til disse grupper. I undertemaet kan du læse om tre forskellige former for tidlig indsats, der resulterer i bedre inklusion og sundhed

 

 

 

Sideansvarlig: Kristoffer R. Møller
Oprettet: 20. januar 2012
Senest opdateret: 24. januar 2012
  • del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op