Kan man være sygemeldt og gå på efterløn?
OM har være langtidssygemeldt siden 2002, og har nu brug for et
råd angående efterløn/førtidspension.
"Go'da Susanne Lyngsø. Jeg vil gerne have et råd angående
mit problem med efterløn/førtidspension . Jeg har været
langtidssygemeldt siden 2002, hvor jeg gik ned med en depression
efter en række traumer, som begyndte med min mors kræftsygdom og
død. Jeg blev fyret på en falsk anklage, da jeg bad om
orlov til at pleje min mor. Jeg har i flere år været
overbevist om, at jeg kunne gå på efterløn, når jeg bliver 60, men
nu siger de, at det kan jeg ikke regne med, fordi jeg er - og har
været - sygemeldt så længe. De siger, at jeg skal være raskmeldt og
100 procent til rådighed for arbejdsmarkedet og optjene 1.924
timers arbejde inden for tre på hinanden følgende år. Jeg aner
ikke, hvad jeg skal gøre og gribe i, for mit liv er og har været én
lang plagsom affære, og jeg orker ikke at blive ved på den måde.
Jeg har ikke råd til at komme på kontanthjælp, som min
sagsbehandler nedladende anbefalede mig at søge, da hun antyder, at
jeg bare er en nasser."
Venligst OM
Vælg om muligt førtidspension
Svar: Kære OM. Tak for din mail, som jeg har forkortet en hel del.
Du har været rigtig mange svære ting igennem i dit liv, og der er
ikke noget at sige til, hvis du er træt. Jeg er lidt forvirret
over, hvad du lever af nu, hvis du ikke allerede er på
kontanthjælp. Men du er måske stadig på sygedagpenge, selvom det
lyder lidt underligt, at du har været det i så lang tid. Hvis du
har mulighed for at få førtidspension, skal du bestemt vælge det.
Din a-kasse har nemlig ret i, at du skal være rask og til rådighed
for at få ret til efterløn. Princippet er, at du skal opfylde en
række betingelser for at få et efterlønsbevis - herunder dem, som
din a-kasse har nævnt. Måske du kan have glæde af at få nogen til
at se grundigere på din sag, end jeg har muligheder for. Du kan
eventuelt prøve at kontakte SR-bistand på telefon 35 39 71 97. Jeg
håber det bedste for dig.
Kærlig hilsen Susanne


| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
10. februar 2011 |
| Senest opdateret: |
9. maj 2011 |