Byer for alle

Af Gert Nielsen

At sikre boliger for alle samfundsgrupper er en af kommuneplanlægningens vigtigste opgaver. Ethvert bysamfund bør råde over forskellige slags boliger, og skal helst rumme en sammensat befolkning. Tendenser til ghettodannelser skal så vidt muligt forhindres, hvad enten det drejer sig om områder med meget vanskeligt stillede eller områder med meget velstillede. Derfor har det altid været ulogisk, at planlovgivningen alene giver kommunerne adgang til at kunne regulere alle mulige bebyggelsesmæssige forhold fra husenes højde, til farver og materialer. Derimod har der aldrig været adgang til at kunne regulere det helt afgørende for at sikre en harmonisk byudvikling, som sikrer blandede byer for alle, nemlig at fastlægge ejerformen. Planloven står nu igen for revision, og der lægges bl.a. op til, at kommunerne i højere grad skal kunne samarbejde med grundejere om skabelsen af infrastrukturen for at skabe mere harmoniske byer, men det vil fortsat ikke være muligt at bestemme, at et givet boligområde f.eks. skal udlægges til alment byggeri. Konsekvensen er også, at det almene byggeri nu helt udelukkes fra at kunne bygge i de dele af landet, hvor presset på grund- og byggepriser er størst. Rammebeløbet forhindrer det.

Eneste rimelige og fornuftige løsning på disse problemer er for det første at give kommunerne mulighed for også at fastlægge ejerformen via planloven, og dermed også i praksis lægge et vist loft over de grundpriser, som kan opnås for de arealer, som er udlagt til boligbyggeri bl.a. for folk med lave og jævne indkomster.

Det er dog næppe tilstrækkeligt, og derfor er der for det andet også behov for at fjerne det snærende rammebeløb. Selv med mere beherskede grundpriser end de aktuelt stærkt opskruede priser f.eks. i København, vil der være et misforhold mellem rammebeløb og de realistiske byggeomkostninger. Derfor må rammebeløbet også væk, og det rejser naturligvis det problem, at de mange bestræbelser på at sikre billigere boliger yderligere vanskeliggøres. Her kan en større finansiel frihed måske være med til at sikre en anden tidsprofil i huslejen og dermed løse noget af problemet. Men det er nok også nødvendigt at erkende, at der efterhånden er opstået så store geografiske spænd i grund- og byggepriser i Danmark, at det med det ensartede støtteniveau over hele landet er urealistisk at kunne udleje med nogenlunde samme huslejebelastning også til de svageste grupper på overførselsindkomst i forskellige dele af landet. Kontanthjælpen er den samme i Thy og på Frederiksberg, men det er urealistisk at sikre den samme husleje. Derfor indeholder det logiske svar på denne udfordring også et fjerde element - at løfte rammerne for den individuelle boligstøtte, så de noget højere huslejer i vækstområderne kan opfanges på den måde. Hvis vi for alvor vil sikre byer for alle, så skal der altså en flerhed af instrumenter til: En ændret planlov, som giver kommunerne langt større mulighed for at kunne bestemme ejerform og dermed boligudgift for de kommende beboere, en fjernelse af rammebeløbet, gennemførelse af større finansiel frihed, som kan sikre en mere hensigtsmæssig tidsprofil i huslejen samt endelig et løft af rammerne for den individuelle boligstøtte. Det er ikke ligefrem regeringens aktuelle dagsorden, men det er det, der skal til, hvis målet om byer for alle skal sikres.