Rammebeløbet kvæler byggeriet

Af Gert Nielsen

Dette rammebeløb truer nu med at kvæle det almene byggeri især i områder med den største boligefterspørgsel og den største byggeaktivitet. I artiklen på side 8 beskriver vi, hvordan et godt samarbejde mellem Helsingør Kommune og Helsingør Boligselskab om et fremtidssikret plejeboligbyggeri har måttet skrinlægges. Eneste minde om det gode projekt er den vej, som er anlagt ud til den tomme grund. Helsingørs borgmester er med god grund sur over udviklingen, og mange andre kommunalfolk har det som ham. Rammebeløbet er en meget primitiv måde at regulere byggeaktiviteten på, og rent faktisk var rammebeløbet afskaffet i en længere årrække i perioden 1997 - 2004, uden at det gav anledning til de store problemer. Det snærende rammebeløb betyder, at nogle projekter må opgives, og i andre tilfælde udsættes projekterne for hårdhændede sparerunder, som kan vise sig dyre i det lange løb. Rammebeløbet kommer dermed også i konflikt med mere langsigtede totaløkonomiske hensyn, hvor der skæres på anlægget med øgede driftsudgifter til følge. Det er nu blevet så snærende, at store dele af byggeriet i hovedstadsområdet helt truer med at gå i stå. Regeringen kan godt fantasere om en anden virkelighed, hvor grunde og håndværkere kan fremskaffes til en meget billigere pris, men det er og bliver fantasi. Regeringen må nu gøre op med sig selv. Der er tre mulige veje at gå: Regeringen kan sige, at nu stopper det almene byggeri, indtil der måtte være sket sådanne relative prisfald i byggesektoren, at byggeri igen er muligt. Om det nogensinde vil ske, vides ikke. Regeringen kan også vælge at blæse på kvaliteten og den langsigtede holdbarhed og forsøge at gennemtvinge meget skrabede projekter, som med stor sikkerhed vil give problemer på det lidt længere sigt. Endelig kan regeringen vælge at indstille sigtekornet på virkeligheden, og det vil uundgåeligt kræve en betydelig regulering af rammebeløbet - og helst en total fjernelse af dette meget primitive instrument. Det er med bolig- og byggekvalitet som med anden kvalitet af det offentliges aktiviteter. Kvalitet lader sig ikke gøre uden tilstrækkeligt med ressourcer. Man kan ikke stille krav om forbedret byggekvalitet uden generende byggefejl, høj brugerkvalitet, god langsigtet totaløkonomi, god arkitektur, udvikling af socialt og miljømæssigt bæredygtige boligområder, udbud af grunde samt projekt og entreprenørydelser på markedsniveau, hvis ikke man er villig til at betale de faktiske omkostninger. Det er på tide, at regeringen forholder sig til virkeligheden.