Ambitiøst fra S og SF om integration

Af Gert Nielsen

I forbindelse med Socialdemokraternes sommergruppemøde den 14. august offentliggjorde Helle Thorning Schmidt og Villy Søvndal overraskende et fælles udspil om integration, som fik en betydelig opmærksomhed i medierne, og som vi omtaler i en artikel på side 8-9 inde i bladet. Mediernes interesse koncentrerede sig især om de politiske og taktiske aspekter om muligt regeringssamarbejde og om SF´s holdning til 24 års regel m.v. Den del af debatten vil vi overlade til politikerne og de politiske kandestøbere. Vores interesse er derimod det faktiske indhold med løfterne om en langt mere offensiv og målrettet integrationsindsats, og her er der grund til anerkendelse. Det er et ambitiøst udspil på integrationsområdet, som også vil kræve betydelige økonomiske ressourcer og en stor portion politisk mod og vilje, hvis det skal lykkes. Men det er befriende, at der nu kom et udspil, som helt anderledes massivt tager hånd om de reelle problemer, når vi f.eks. sammenligner med den politiske debat, som fulgte i kølvandet af de alvorlige optøjer og brandstiftelser, som fandt sted i og omkring mange almene boligområder i februar i år. Den gang var debatten fyldt med forslag om stuearrest, udgangsforbud, håndlænker og vandkanoner, og der var meget lidt lyst til at se virkeligheden med den utilstrækkelige integrationspolitik i øjnene.

Der er også i det nye udspil fra S og SF en del løse ender, som trænger til en nærmere bearbejdning - sådan er det jo oftest med den slags politiske udspil. Men det afgørende positive er, at udspillet favner så bredt i en erkendelse af, at integration forudsætter en meget bredspektret indsats på mange områder fra boligpolitik, over skoler og uddannelse, kriminalitetsforebyggelse, beskæftigelsesindsats og meget mere. Et af de meget omtalte forslag er udspillets målsætning om, at ingen boligkvarterer, skoler og børnehaver skal stå for integration af mere end 30 pct. socialt udsatte indvandrere.

Det er i medierne desværre blevet udlagt meget bombastisk i form af kvoter for udlændinge i boligområder og skoler, og med baggrund i kendsgerningerne omkring beboer- og elevsammensætningen mange steder er det urealistiske i målsætningen blevet fremdraget af udspillets kritikere.

Det skaber desværre en forvredet debat, fordi det naturligvis er korrekt, at en så håndfast fortolkning af forslaget om de 30 pct. vil være umulig at realisere inden for en overskuelig årrække. Vi skal derfor også opfordre til, at forslagsstillerne fra S og SF i det videre arbejde får klargjort, hvad der er op og ned i den debat. BL har læst forslaget som en målsætning, der ikke er sat årstal på. Og vi læser det sådan, at det ikke er en procentgrænse gående på nationalitet, men på gruppen af socialt udsatte indvandrere. En sådan målsætning kan vi dårligt være uenige i, men det er også indlysende, at det kræver hårdt arbejde at nå dertil.

Debatten om de 30 pct. viser desværre også, at det er så svært at få plads til nuancerne, når det drejer sig om noget med udlændinge. At sikre en ordentlig integration er en gigantopgave, som har været forsømt i alt for mange år. Det er utroligt komplekst. Der er ingen lette løsninger, og det kræver politisk mod og vilje. Derfor hilser vi det nye udspil velkomment som et seriøst bud på at løse et meget stort problem.