Når døden skal have en årsag

Af Gert Nielsen

Ministeren skulle bl.a. forklare, hvorfor et udvalgsarbejde om finansiering og rammebeløb konstant var blevet udsat, så resultatet er, at det almene nybyggeri fortsat kører på vågeblus på trods af alle politiske løfter. Vi omtaler samrådet i en artikel på side 8 og 9 inde i bladet, og det er en imponerende bortforklaring, som ministeren lagde for dagen på det samråd. Det er nu finanskrisen, som aflyser reformen. Mage til sø- og bortforklaring skal man lede længe efter. Finanskrisen var overhovedet ikke opfundet endsige forudset, da regeringen startede sine forhalingsforsøg. Det lød ellers lovende under valgkampen i oktober og november sidste år. Anders Fogh og Karen Jespersen var begge ude med løfter om mere alment byggeri bl.a. ved at se på finansiering og rammebeløb. Da valget var overstået fik piben imidlertid en anden lyd, og Karen Jespersen, oplyste på et samråd i Folketingets Boligudvalg i januar, at man måtte skyde beslutningen lidt, fordi der nu var en overophedning af byggeriet og økonomien, men et udvalg skulle hurtigt inden 1. juli barsle med nogle forslag. Udvalget, som bl.a. har BL og KL som medlemmer gik i gang, og den 30. april forelå en skitse, som med lidt afpudsning kunne blive til en redegørelse. Men så startede genvordighederne, og udvalget trådte vande med lidt intetsigende drøftelser i løbet af foråret, og man nåede ikke at blive færdige inden 1. juli. I stedet blev aftalt en optrapning med tre hurtige møder i august, så man kunne være færdig inden 1. september. Disse tre møder blev aflyst uden begrundelse. Så var der planlagt to nye møder i september, og også disse møder blev aflyst uden begrundelse, og her på dagen for det åbne samråd i boligudvalget er det nu finanskrisen, som føres i marken som forklaring. Det er helt uden troværdighed. Sandheden er, at regeringen enten ikke vil have alment byggeri, eller også at regeringen ikke kan blive enig med sig selv, om hvordan det skal foregå. I mellemtiden vokser frustrationerne hos de boligsøgende, som også er øget i antal, fordi krisen på ejerboligmarkedet fører til øget efterspørgsel efter lejeboliger. Og selv om der er sket lempelser for plejeboligerne, er det fortsat et stort problem for kommunerne at leve op til plejeboliggarantien uden et tilstrækkeligt nybyggeri. Regeringen kan umuligt i den nuværende situation påberåbe sig en overophedning i byggeriet, når kendsgerningen er, at et indgreb her og nu for at sætte gang i nybyggeriet tidligst vil kunne få beskæftigelsesvirkninger i anden halvdel af 2009, hvor alle prognoser forudser et yderligere alvorligt dyk i byggeaktiviteten. Denne kurs i regeringen kan kun forklares ved politisk modvilje imod alment nybyggeri. Nu bebuder ministeren endog, at det mest sandsynlige først er en lovpakke i løbet af foråret 2009, og en sådan lovpakke vil tidligst kunne få reel aktivitetsvirkning fra 2010. Hermed vil det være lykkedes for regeringen nærmest at dræbe 3 års alment nybyggeri, og det skyldes alt sammen finanskrisen, der opstod her i september og oktober 2008. At det lige var finanskrisen, der skulle opfindes som bortforklaring - det var ikke forudset. Det får os til at tænke på det gamle mundheld: Døden skal have en årsag.