Lovligt – men ikke fornuftigt

Af Bent Madsen


Vores indre barnetro er båret af en god og simpel logik. Hvis noget er ulovligt, så er det ikke fornuftigt at gøre det. Og omvendt er den logiske slutning også, at det lovlige også er det fornuftige. Men sådan er det langt fra altid i den virkelige verden. Det er der gode eksempler på i artiklerne på henholdsvis side 12-14 og på side 18 i dette nummer af Boligen.

I den første artikel er der sat fokus på gaver, og en juraprofessor udtaler, at det fx ikke vil være ulovligt for en bestyrelse i et alment boligselskab at få betalt en golfudflugt af en leverandør. Og tilsvarende vil det heller ikke være ulovligt at lade den lokale entreprenør betale alle drikkevarerne til den årlige julefrokost. Men selv om det er lovligt, vil det så være fornuftigt? Nej, nej og atter nej. Gaver fra leverandører vil altid og bør altid give mistanke om urent trav. Vil en bestyrelse og en direktion ikke bevidst - eller ubevidst - se mere positivt på et tilbud fra den flinke sponsor af den dejlige golfudflugt i forhold til andre leverandører? Måske - måske ikke. Men mistanken vil altid være der. For hvorfor skulle en mulig leverandør ellers sponsere en golfudflugt?

Det skal understreges, at golfudflugten er brugt som et tænkt eksempel, og jeg kender ingen friske eksempler på, at en ledelse i en boligorganisation har modtaget golfudflugter eller andre store gaver i det hele taget. Men der er historiske eksempler på skandalesager, og pointen i artiklen er netop, at juraen i sig selv ikke forhindrer, at der atter kan opstå en skandalesag. Men det bør den sunde fornuft til gengæld forhindre. Så på trods af juraen er der kun én farbar løsning i forhold til de gaver, som leverandører ønsker at tilbyde boligselskaber. Sig venligt og bestemt til de glade givere: Gaver - nej tak! Skulle der alligevel komme en lille flaske til jul, så kan den modtages af høflighed. Men gaven skal til hver en tid kunne tåle at stå på forsiden af en avis. Når det gælder gaver, så er det lovlige altså langt fra det fornuftige. Det samme gælder for et andet og på mange måder
langt alvorligere emne, som vi behandler på side 18, nemlig udsættelser. Loven følges, og familier sættes på gaden, når de ikke kan betale huslejen. Og det skete for ikke færre end 4.382 familier i 2010, hvilket er en ny og meget kedelig rekord. Der er tale om en firedobling siden 2002.

Bag det store antal udsættelser gemmer sig mange tragiske skæbner, hvor i forvejen sårbare familier belastes af endnu en social begivenhed og en større gæld fra huslejerestancer og udgifter omkring udsættelsen. Det er mildest talt ikke en fornuftig fremgangsmåde at sætte familier på gaden. Derfor blev der for halvandet år siden vedtaget en lov, der skulle forbedre kommunernes muligheder for at forebygge udsættelser, men det må nok tørt konstateres, at loven ikke har virket efter hensigten. Dette var også baggrunden for, at socialministeren i efteråret indkaldte KL og BL til en drøftelse af, hvordan loven kunne få større effekt ved et tættere samarbejde mellem kommuner og boligorganisationer. Efterfølgende har BL og KL udarbejdet en pjece, der på baggrund af konkrete erfaringer i forskellige kommuner anbefaler forskellige måder, hvorpå samarbejdet om at forebygge udsættelser kan styrkes. Pjecen ventes udgivet i løbet af april 2011.

Der er næppe tvivl om, at pjecen kan bidrage til et mere velstruktureret samarbejde mellem kommuner og boligorganisationer og medvirke til at forebygge udsættelser. Men der er heller ikke tvivl om, at uanset hvor velsmurt samarbejdet er mellem kommuner og boligorganisationer, så kan dette i sig selv ikke ændre den langsigtede trend: Økonomien klemmer mange familier, og det skal løses, hvis antallet af udsættelser skal ned.



Boligen nr. 4 - 2011