Mere end bare et ressortområde
Uanset hvad der sker, så er det vigtigt, at en kommende regering
gør sig lysende klart, at de almene boliger ikke bare er et
velafgrænset ressortområde, skriver Bent Madsen i Boligens
leder.
Af Bent Madsen
Da denne leder blev skrevet, var der endnu ikke dannet nogen
regering. Vi ved derfor ikke, hvor de almene boliger ender på det
store regnebræt med ministerier og nye ministre. Hvem får de almene
boliger som en del af sit ansvarsområde eller ressortområde, som
det hedder på fint. I de senere år har Socialministeren også haft
ansvaret for de almene boliger. Det kan være, at det fortsætter,
eller der sker en anden sammensætning af ressortområder. Men uanset
hvad der sker, så er det vigtigt, at en kommende regering gør sig
lysende klart, at de almene boliger ikke bare er et velafgrænset
ressortområde. Det er nemlig meget mere end det.
I de almene boliger bor omkring en million mennesker i typisk
ganske velfungerende boligområder, hvor der bor mange forskellige
slags mennesker. Det er netop den danske model - altså vi løfter
den såkaldte boligsociale opgave ved, at de knap så
ressourcestærke bor dør om dør med de mere ressourcestærke. Det er
en rigtig god model - den danske model - hvor man bygger på de
lokale fællesskaber og evnen til at støtte hinanden.
Men omvendt er det jo heller ikke nogen hemmelighed, at der også er
betydelige udfordringer i mange almene boligområder. I nogle
boligområder er en meget stor del af de voksne udenfor
arbejdsmarkedet. Og endnu mere bekymrende, så får en stor
andel af de unge ikke en ungdomsuddannelse. Der er næsten
uendelig langt til den landspolitiske målsætning om, at 95 pct. af
en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse. Der kunne skrives
endnu mere om udfordringerne. Men det kan også helt kort
sammenfattes til, at en væsentlig del af velfærdssamfundets
udfordringer findes i de almene boligområder. Det er næppe
overraskende for de fleste. Og derfor kan det heller ikke være
overraskende, at løser man udfordringerne i de belastede
boligområder, så har man løst væsentlige samfundsproblemer.
Men det blev stort set ikke berørt i valgkampen, og her må man
sande Conni Hedegaards ord fra Almene Boligdage "Mens politikerne
snakker, så løser danskerne/foreningsdanmark de konkrete
problemer". Under Almene Boligdage blev der nemlig indgået en
aftale mellem BL-Danmarks Almene Boliger og Dansk Byggeri om flere
praktikpladser til de unge i boligområderne, når der bl.a. skal
renoveres for over 20 mia. kr. i de kommende år.
Mulighederne i aftalen kan blive så store, at alle unge, der ønsker
en praktikplads i byggeriet, også kan få det. Og denne optimisme
blev bestyrket under de Almene Boligdage, da Morten Østergaard (R)
lancerede et boligudspil, hvor bl.a. Landsbyggefondens
renoveringsramme skulle forhøjes med yderligere 3 mia.kr.
Vi håber, at en kommende regering holder fast i ambitionerne fra de
Radikales boligudspil, da et yderligere løft i Landsbyggefondens
renoveringsramme vil have fordele både i form af nødvendige
forbedringer af boligkvaliteten og i form af energibesparelser,
fordi ældre bygninger løftes til en nutidig energistandard.
En kommende minister med de almene boliger som en del af sin res
sortfår en stor og spændende opgave. Opgaven er stor, fordi den
omfatter en femtedel af Danmarks befolkning og en endnu større del
af velfærdssamfundet udfordringer. Opgaven er fantastisk spændende,
fordi der er så store muligheder for at gøre det danske samfund
endnu bedre.
Bare tag følgende tilfældige udpluk af den almene virkelighed:
Påbegyndelse af over 16.000 boliger i 2011. Heldagsskoler. Lokal
beskæftigelsesindsats. Rekord i udsættelser. Rekordhøje
renoveringer. Kriminalitetsforebyggende tiltag. Ledige boliger i
Udkantsdanmark. Danmarksmestre i energibesparelser. Rekordbyggeri
af ungdomsboliger. Tilgængelige boliger for ældre og handicappede.
Listen kunne blive meget, meget længere. Danmarks Almene Boliger er
ikke blot endnu et ressortområde. De er en central del af Danmark
og velfærdsstaten, og sådan bør området også behandles af en
kommende minister.
Boligen nr. 10 - 2011
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
28. september 2011 |
| Senest opdateret: |
28. september 2011 |