• del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

Skiftedag

En forøgelse af Landsbyggefondens renoveringsramme er påkrævet, for der er en stor kø af helt påkrævede renoveringsprojekter.

Af Bent Madsen

De almene boliger har fået en ny minister. Og de almene boliger har fået eget ministerium. Igen - efter ti år, hvor boligpolitikkenhar været spredt mere end fornuftigt var.  Carsten Hansen er blevet minister for By, Bolig og Landdistrikter. Tak for det! Det skal ikke være nogen hemmelighed, at BL - Danmarks Almene Boliger har arbejdet for, at hele boligområdet blev samlet i et ministerium. Det er nu (næsten) sket. Og inden vi byder velkommen til den ny minister, vil det være passende og fair at kvittere for samarbejdet med den afgående minister.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Benedikte Kiær nåede at markere sig som en både dygtig og samarbejdsorienteret minister for det almene boligområde. Ikke blot stillede hun sig ofte til rådighed for fordomsfri debatter på møder i BL-regi, hun spillede også en afgørende væsentlig rolle i tilblivelsen af det boligforlig, som Folketinget vedtog for et år siden, og som gav et historisk løft til renoveringsindsatsen i boligområderne. Tak for indsatsen, Benedikte Kiær. Vi noterer med glæde, at du fortsat har med det boligpolitiske at gøre i Folketingets By- og Boligudvalg.

Mens vi har farvelstemning i det ene øje, så smiler vi med det andet. Ikke alene fordi vi endelig atter har fået et boligministerium, men også fordi statsministeren har valgt at sætte en person i spidsen for ministeriet, som både har hjerte for, viden om og ambitioner på vegne af Danmarks almene boliger. Læs eksempelvis interviewet med Carsten Hansen i denne udgave af Boligen. Det efterlader ingen tvivl om, at den ny minister brænder for at gøre en forskel til gavn for den femtedel af befolkningen, som bor alment.

Der er også meget lovende takter i regeringsgrundlaget på 76 sider, hvoraf det blandt andet fremgår, at renoveringsindsatsen skal øges, at der skal opføres flere ungdoms- og ældreboliger, at starthuslejen i nybyggeriet skal reduceres, at der skal være en grøn tilskudspulje for energirenoveringer, at antallet af udsatte boligområder skal halveres og mange andre målsætninger.

Tonen er ambitiøs, men på nuværende tidlige tidspunkt har der ikke været konkrete udspil. Det ser vi naturligvis frem til, at der kommer. Betryggende er det dog, at Carsten Hansen både i interviewet her i bladet og i andre tiltrædelsesinterviews har signaleret, at der vil blive sat politisk vilje og handling bag intentionerne.

Under valgkampen fremlagde de radikale en boligpakke, hvor Landsbyggefondens renoveringsramme straks skulle øges med tre milliarder kroner, grundkapitalen for ældre og ungdomsboliger skulle halveres, og der skulle indføres en energigarantiordning. Formuleringerne i regeringsgrundlaget peger klart på, at de radikales forslag nu er blevet en væsentlig del af regeringens boligpolitik, hvilket er yderst fornuftigt. En forøgelse af Landsbyggefondens renoveringsramme er påkrævet, for der er en stor kø af helt påkrævede renoveringsprojekter. Samtidig vil det jo ikke koste staten en krone, men give indtægter til statskassen, fordi der kommer mere gang i økonomien. Nu skal den ny regering i gang med arbejdet.

Og BL melder sig som en aktiv medspiller


• når den eksisterende jobfradragsordning skal erstattes af en ny og grønnere ordning, hvor lejer får samme muligheder som ejere

• når der skal tages fat på den frygtelige stigning i antallet af udsættelser (hvor regeringen allerede har taget et vigtigt skridt ved at bebude fjernelse af fattigdomsydelserne)

• når der skal tales vækst-initiativer

• når der skal tales billigere almene boliger

• når der skal findes veje til at løfte de udsatte boligområder yderligere.

Der kan nævnes mere. Vi har meget at samarbejde om. Og i BL glæder vi os lige så meget til at komme i gang, som Carsten Hansen gør. Vær sikker på, at vi nok skal levere både med- og modspil, så der kan findes gode løsninger. Velkommen til.



Boligen nr. 11 - 2011

Skriv en kommentar

: *
: (skjules for andre)
: *
: *
Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: 24. oktober 2011
Senest opdateret: 26. oktober 2011