• del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

Næsten som et juleeventyr

Fællesskabet er efter min vurdering et nøgleord. Af og til er vi ikke så bevidste om det, fordi det nærmest er indkodet i vores DNA som et grundvilkår, skriver Bent Madsen i Boligens leder.

Af Bent Madsen

Selv om årstiden gør det passende at fortælle et juleeventyr, så kan jeg ikke fremtrylle et, der vil passe på lederpladsen - men det er lige før. Der er den rette dramaturgi i historien med en fattig familie, der skal sættes på gaden, men hvor det heldigvis lykkes at afværge tragedien.

Her tænker jeg på artiklen på side 8-9, som handler om projektet "3i1" i Esbjerg. Som en del af dette projekt ydes der individuel økonomisk rådgivning til familier, som henvender sig, og der rykkes også ud til lejere, som er kommet bagud med huslejen. Initiativet er mildest talt efterspurgt. Der bor 3.500 familier i boligområdet, og over 1.500 har det sidste halvandet år fået økonomisk rådgivning om budgetlægning, bistand ved fogedsager, hjælp til ansøgning om gældssanering og aftaler med kreditorer osv. Og det har virket!

Helt konkret har man afværget, at 46 familier blev sat ud af deres bolig. I stedet har de fået orden på økonomien, og det har mange andre familier også fået, og det har utvivlsomt forebygget endnu flere udsættelser. Ud over økonomisk rådgivning omfatter indsatsen i Esbjerg også lektiehjælp, hjælp til at få beboere i arbejde og fastholde dem i det og meget, meget andet.

Der er også et andet lille juleeventyr gemt i bladet, nemlig på siderne 26-27. Under overskriften "Færre kontanthjælpsmodtagere i særligt udsatte boligområder" beskrives det, at andelen er beboere på kontanthjælp i 22 særligt udsatte boligområder er faldet markant fra 2006 til 2010, og i to afdelinger - nemlig Tingbjerg afd. 4 og Mjølnerparken - er andelen faldet med over 10 procentenheder! Disse markante fald skal ses i lyset af, at der samtidig er sket et skift i den økonomiske udvikling med lavere
vækst og højere arbejdsløshed. Men hvad er årsagen? Her skal peges på den udlejningsaftale, der gennem flere år har været mellem Københavns Kommune og boligorganisationerne i BL's 1. kreds. Grundprincippet i aftalen er, at de belastede afdelinger friholdes fra boligsocial anvisning, og via de fleksible regler bliver der samtidig i de udsatte afdelinger udlejet til personer i beskæftigelse. Det virker!

Som et sidste eksempel i dette nummer af Boligen skal nævnes artiklen på side 4-5 om kunstnerlejligheden i Gellerup, hvor internationale kunstnere på skift bor i en lejlighed. Aktuelt er det en amerikansk kunstner, Mario Ybarra, der inviterer beboerne indenfor for at tegne, og det er populært. Ybarra føler sig godt tilpas, fordi han genfinder et fællesskab i Gellerup. Det samme gjorde en tidligere kunstnergæst, der også fremhævede fællesskabet som det afgørende i Gellerup.

Fællesskabet er efter min vurdering et nøgleord. Af og til er vi ikke så bevidste om det, fordi det nærmest er indkodet i vores DNA som et grundvilkår. Men fællesskabet er forudsætningen for, at vi kan lave en anvisningsaftale som i København, et projekt som "3i1" i Esbjerg og en kunstnerlejlighed som del af helhedsplanen i Gellerup. Fællesskabet er vores motor men også vores varemærke - og det skriver jeg ikke bare som udslag af overdreven julesentimentalitet.

God jul og godt nytår.



Boligen nr. 1 - 2012

Skriv en kommentar

: *
: (skjules for andre)
: *
: *
Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: 21. december 2011
Senest opdateret: 4. januar 2012