FAQ om tinglysning

Foto: Colourbox

Spørgmål: Hvilken dokumentation ønsker Tinglysningsretten medsendt ved ændring af navn i forbindelse sammenlægning af afdelinger?

Svar: Sammenlægning af afdelinger før 1/1 2010 vil kunne dokumenteres gennem brev fra kommunen, hvori kommunen godkender sammenlægningen.

Sammenlægning af afdelinger efter 1/1 2010 kan dokumenteres gennem referat fra repræsentantskabsmøde eller generalforsamling, samt referater fra afdelingsmøderne i de respektive afdelinger. Referaterne skal være underskrevne.



Spørgsmål: Hvilken dokumentation ønsker Tinglysningsretten medsendt ved ændring af navn i forbindelse fusion mellem boligorganisationer?

Svar: Fusion mellem boligorganisationer kan dokumenteres i form af fusionsaftale, eller referater fra repræsentantskabsmøder eller generalforsamling, hvori beslutning om fusion er vedtaget.

Hvis fusionen er sket før 1/1 2010 skal tillige kommunens godkendelse af fusionen medsendes.



Spørgsmål: Hvilken dokumentation ønsker Tinglysningsretten medsendt som dokumentation for en afdelings  nye navn?

Svar: Socialministeriet har i skrivelse af 21/2 2011 oplyst, at afdelingernes navn kan fastsættes administrativt, medmindre vedtægterne indeholder bestemmelse om navngivning af afdelinger, eller øverste myndighed eller organisationsbestyrelsen tidligere har truffet bestemmelse herom.

Hvis vedtægterne ikke indeholder bestemmelse om navngivning af afdelinger, og øverste myndighed eller organisationsbestyrelsen ikke tidligere har truffet bestemmelse herom, vil oplysning om afdelingens nye navn uden yderligere dokumentation blive accepteret af Tinglysningsretten.



Spørgsmål: Hvilken dokumentation skal medsendes for ansættelse som forretningsfører eller direktør?

Svar: Sædvanligvis vil det være tilstrækkeligt, at det af referat fra repræsentantskabsmøde eller generalforsamling er anført, at den pågældende person er ansat som forretningsfører eller direktør.

Alternativt vil forretningsførerens eller direktørens påtegning på boligorganisationens seneste regnskab være tilstrækkeligt.



Spørgsmål: Hvorledes ændres adkomsthaver, hvis boligorganisationen og ikke afdelingen ved en fejl er anført som adkomsthaver?

Svar: Hvis fejlen skyldes indtastningsfejl e.l. fra Tinglysningsrettens side, vil fejlen kunne rettes ved henvendelse til Tinglysningsretten.

Hvis fejlen skyldes, at afdelingsbetegnelsen ved en fejl ikke er medtaget i det oprindelige skøde, er det p.t. uafklaret om adkomsten skal berigtiges ved anmeldelse af nyt skøde, hvor boligorganisationen overdrager ejendommen til afdelingen, eller adkomsten kan berigtiges ved navneændring. BL arbejder på at få denne problemstilling klarlagt med Tinglysningsretten.

Fejl opstået før indførelsen af digital tinglysning
Fejl opstået før indførelsen af digital tinglysning kan skyldes, at tinglysningskontoret ved en fejl ikke har fået registreret at det er afdelingen, der er rette adkomsthaver, men alene har anført boligorganisationen som adkomsthaver.

Sådanne fejl vil kunne berigtiges ved henvendelse til Tinglysningsretten via Tinglysningsrettens kontaktformular www.tinglysningsretten.dk/tinglysning/kontakt/fast/Pages/Prof.aspx, hvori det angives, at tingbogens udvisende er forkert, og at rette adkomsthaver er en afdeling i boligorganisationen. I denne sammenhæng kan evt. vedhæftes bilag i form oprindeligt skøde, hvor afdelingsbetegnelsen fremgår.

Hvis fejlen består i at afdelingsbetegnelsen ikke er medtaget i det oprindelige skøde, vil fejlen kunne berigtiges ved anvendelse af ekspeditionstypen "anden adkomst".

I denne forbindelse vil der skulle uploades bilag sammen med anmeldelsen, der godtgør at der er tale om en fejl, jf. almenboliglovens § 16, stk. 1.

Dokumentationen kan være udskrifter af Landsbyggefondens stamdata om afdelingen i form af afdelingsskema, byggeafsnitsskemaer og regnskaber, hvoraf fremgår, at de omhandlede ejendomme indgår i afdelingen.

Tinglysningsretten har oplyst, at anmeldelserne i afgiftsmæssig henseende kan anmeldes som afgiftsfri noteringer.

Fejl opstået efter indførelsen af digital tinglysning
Hvis fejlen er opstået efter indførelsen af digital tinglysning, er det Tinglysningsrettens opfattelse, at fejlen alene vil kunne berigtiges ved anmeldelse af endeligt skøde.

Sideansvarlig: Claus Pedersen
Oprettet: 20. september 2011
Senest opdateret: 8. marts 2012
  • del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op