Det er ingen skam at blive væk fra en fest, man ikke er inviteret til

Synspunkt af
Lisbeth Zornig Andersen, formand for Børnerådet


Forleden holdt jeg i kraft af min formandspost for Børnerådet oplæg for en helt fantastisk forening, der hedder "Børns Voksenvenner". De leverer det netværk, sårbare og små familier ikke magter. De går til sport med deres børnevenner, på fisketure osv. Og de gør et kæmpe frivilligt stykke arbejde for de børn, der ellers ikke ville få de normale familieoplevelser. Og som ellers ikke ville opleve, hvad det vil sige at fungere i et fællesskab, hvor man giver og tager. Hvor man nyder og yder. Børn, som typisk vokser op i almene boligselskaber. Mere om den forening senere.

Da jeg fik tilbuddet om at skrive her til bagsiden vil jeg gerne indrømme, at jeg syntes, det var en ekstrem svær udfordring. Der popper ingen paratsvar op. Normalt er jeg ikke sen til at byde ind, men udfordringen var en af de sværere. Der er ingen lette svar. Så som ofte før sendte jeg udfordringen videre til mine kloge facebook-venner i håb om, at de havde svaret. Imod sædvane sidder jeg tilbage med en følelse af ikke at have fået et godt svar. Det kastede lidt spredt fægtning af sig krydret med en opgivende følelse af, at der faktisk ikke er så meget at gøre. Et udpluk af svarene lød som følger: 

"Jeg har en ven, som har været i militæret, og han og nogle andre af hans tidligere  kollegaer i militæret har været på lejrtur med nogle "utilpassede unge drenge", som det hed, og det, at der var de voksne mænd, der kunne vise dem faste rammer men samtidig have respekt for dem, var en rigtig stor succes for både børn og voksne." "Jeg tror bare vi kan glemme vore sædvanlige gode idéer med mandsopdækning, opmærksomhed, fællesskab og alt det der. De er et andet sted" "De unge er så at sige hoppet over på den rigtige side af brandslangen. De er blevet en del af brandmands-familien, hvor man kan regne med hinanden, og hvor der er respekt for hinanden".

Så det har altså noget med ansvar, fællesskab, respekt og familiefølelse at gøre. Den er købt. Men respekten får man vel som oftest, hvis man inviteres hjem til "familien"? Når man inviteres ind i fællesskabet? Så hvordan ser det ud med vores evne til at invitere mennesker med anden etnisk baggrund hjem? Og ind i fællesskabet? Den nyeste panelundersøgelse, hvor Børnerådet har spurgt 1.800 fjerdeklasses børn om deres liv anno 2010, viser, at der er markant færre to-sprogede børn, der har været hjemme at lege hos klassekammeraterne end etnisk danske børn. Markant færre! Der er også markant færre to-sprogede børn, der går til en fritidsinteresse, hvilket betyder, de ikke oplever det stærke foreningsliv, der har en både inddragende og opdragende effekt. Kunne det være der, problemet lå?

Tilbage til foreningen Børns Voksenvenner. Undervejs i oplægget kiggede jeg ud over forsamlingen - og der gik det op for mig, at alle voksenvennerne var utrolig hvide at se på. Så jeg spurgte, hvor mange indvandrer- og asylbørn, de var voksenvenner for. Der kom to hænder op ud af en forsamling på måske 100 deltagere. To! Så spurgte jeg, hvor mange voksenvenner, der havde en anden etnisk baggrund, som det hedder, når vi ikke tør sætte farve på. "Ingen" fik jeg at vide. Dem, der havde været på tale, ville kun have danske børnevenner. Så tænker jeg: Kunne problemet have noget at gøre med, at en del af de utilpassede unge i de almene boligområder, der for en stor dels vedkommende også har en anden etnisk herkomst, ikke er blevet inviteret indenfor i de danske hjem til dansk hygge, mens de var små og søde? At de ikke har mærket fællesskabet i foreningslivet? Og at de nu dukker op som rå "partycrashere"? Og hvis jeg har ret - kunne vi så ikke åbne vores hjem lidt mere og vise, hvad dansk hygge går ud på? Og kunne vi ikke gøre fritidsinteresser gratis eller i det mindste betalbare? Det er alt andet lige sværere at smadre de omgivelser, man er en del af - frem for dem, man står og kigger på udefra.



Boligen nr. 4