Forebyggelse frem for straf

Af Bent Melchiors, synspunkt

Et samfund er et fællesskab, hvor mennesker finder sammen. For at muliggøre fællesskabet dannes der normer. Normale mennesker tilpasser sig normerne. Men der er en mindre, men meget synlig og hørbar gruppe, der ikke kan eller vil tilpasse sig. Det er de ”unormale”. Kan man i et frit samfund så ikke bare konstatere, at det må være op til den enkelte at gøre, som han eller hun vil. Behøver vi at tvinge nogen til et adfærdsmønster? Nej, det kan man ikke. I hvert fald ikke hele vejen. Når den utilpassede støjer, så det ikke er til at være i nærheden for andre mennesker, når han eller hun kører vildt på de stille villaveje til fare for andre eller kaster med brosten, må der gribes ind. Spørgsmålet er, hvordan? Forebyggelse eller straf? Straf har to elementer. Den præventive del giver signal om, at det er en god ide at tænke sig om en ekstra gang. Og andre, der hører om straffen, bliver i tilgift advaret. Det andet element er samfundets lidt primitive oplevelse af ”hævn”. Når normer brydes, skal vi – samfundet – nok vise synderen, at det er os, der bestemmer. Synderen skal stå til ansvar for sine handlinger. 

Jeg er til den sidste metode. Selv om der altid vil være en lille gruppe, som er uden for pædagogisk rækkevidde, vil den største del af den minoritet, de utilpassede udgør, kunne nås. I nogle årtier var fri opdragelse populært. Det blev ødelagt, fordi nogle tilhængere forvekslede det med ingen opdragelse. Men udgangspunktet for fri opdragelse var godt nok. I stedet for at stille unge til ansvar for dumme handlinger, skulle man forhindre, det kom så vidt, ved at give dem ansvar. Som ung lærer påtog jeg mig at lede en feriekoloni for 13-15-årige. Før afrejsen advarede skoleinspektøren mig imod to af de ældre drenge. ”Hvis der er det mindste ballade, må du sende dem hjem,” fik jeg at vide. Kolonien skulle bevare sit gode navn og ikke forstyrre naboerne. Jeg tænkte, at netop disse drenge havde størst behov for opholdet på landet og for at opleve noget positivt. Så jeg gav dem ansvar. De blev en slags adjudanter, der blev taget med på råd, når vi skulle tilrettelægge dagens program, og de rapporterede tilbage til mig, hvis der var problemer. Resultatet blev næsten overvældende positivt. Som lærer har jeg ikke sendt de utilpassede til inspektøren eller skrevet til forældrene, at Rasmus har forstyrret i timen. Hvad skulle forældrene stille op med den meddelelse mange timer efter, at ”forbrydelsen” var begået? Som professionel pædagog måtte jeg anse forældrene for at være amatører, og det var en falliterklæring, hvis jeg ikke selv kunne løse problemerne.

De unge, som skaber problemerne i mange områder, skal i højere grad inddrages i at finde løsningen. Det er fint med frivillige forældre, men det giver ikke de unge ansvar. Inddrager man i stedet de unge, indebærer det, at der for alvor lyttes til deres ideer, at de unge får adgang til aktiviteter i organisationer, hvor de kan dyrke idræt eller andre interesser. Ofte ser man, at disse unge ikke har penge til kontingenter og andre udgifter, fordi de økonomiske stramninger har ramt netop deres familier. Det er dyrt for samfundet, når den type omkostninger spares væk, og de unge havner i bander og fristes til rapserier og andre ulovligheder. I ndrømmet! At bygge tillidsforhold mellem unge og samfundet kræver gode pædagoger. Men jeg er overbevist om, at det i et stort antal tilfælde vil kunne lykkes.



Boligen nr. 9 2010