Ghetto gangstere

Jeg er ofte stødt på én bestemt forklaring på, at den bandekrig, der udspiller sig i Københavns og andre danske storbyers gader, virker endeløse og i perioder ligefrem eskalerer: Indvandrerbanderne er vokset op med en middelalderlig, muslimsk tradition for blodhævn, hvor reglen er øje for øje, tand for tand. Så de vil fortsætte til sidste blodsdråbe… Det er fuldstændig rigtigt, at æresbegreber fylder meget i konflikten. Det er imidlertid ikke middelalderlige, muslimske, mellemøstlige traditioner, der får indvandrebanderne til at hævne sig, når rockerne har skudt på et af deres medlemmer. For både rockerne og banderne henter deres stærke æresbegreber i amerikanske subkulturer. Rockerklubberne opstod i USA omkring 1950. De er blevet eksporteret til resten af verden i 60'erne og 70'erne. Og adskillige film har slået fast, hvad det vil sige at være 'Born to be wild'. På samme måde er indvandrerbanderne inspireret af en subkultur fra USA's storbyer. Og ligesom rockermiljøet er blevet forherliget i utallige film, findes der også uanede mængder af gangsterfilm, der slår fast, at man skal hævne sine blodbrødre, kæmpe om de attraktive kriminelle markeder, forsvare sit territorium, bære skydevåben, bruge vold osv.

Jeg forsøger ikke at gøre Hollywood ansvarlig for bandekrigen. Jeg forsøger heller ikke at fratage indvandrerbanderne ansvaret for deres kriminelle handlinger. De kan som alle andre vælge at ryste filmens rå miljø af sig, når rulleteksterne kører over skærmen. Men det kan være fristende at lade sig rive med af en subkultur, hvis man hidtil har oplevet en kulturel rodløshed. Den oplevelse har rigtig mange af de 'førstegenerationsdanskere', der stjæler, slås og skyder i København lige nu, desværre haft. De er født i udsatte boligområder og de er blevet opdraget på gadens præmisser. De har oplevet økonomisk mindreværd, sociale svigt og kulturel modstand. De fik aldrig et reelt tilbud om at være en del af det danske samfund. Til sidst har de fundet en identitet i gangsterkulturen og et fællesskab i banderne - og det vil de øjensynlig dø for. Jeg er for få uger siden blevet overborgmester i København. Dermed har jeg påtaget mig et ansvar for at forebygge bande- og rockerkriminaliteten. Ikke for at fange forhærdede forbrydere - det tager politiet sig af. Men for at forhindre den sociale og kulturelle eksklusion, der gør nogle unge københavnere lette at rekruttere.

Banderne identificerer sig med deres boligområde - tænk bare på Blågårdsbanden, Sjællørbanden osv. Banderne slås om deres territorier gade for gade. Og de indsatser, der virker i USA - hvor fænomenet altså kommer fra - og i andre storbyer med bandekonflikter, er områdebaserede og involverer lokale beboere. Det er tre gode grund til, at boligforeningerne nødvendigvis må være en del af løsningen på bandekrigen. De københavnske boligforeninger er allerede stærkt involveret i arbejdet. De er med i det Hotspot-projekt, vi har i Valby, og de bliver det i Partnerskabet for Tingbjerg og den styrkede indsats på Nørrebro, som er på vej. Og de bliver i det hele taget vigtige samarbejdspartnere for den forebyggende bandeenhed "Center for Sikker By", vi er ved at bygge op.

Boligforeningerne har også allerede gjort et stort arbejde for at afvikle ghettoområder i København, fordi vi sammen har indført kombineret og fleksibel udlejning. Det betyder, at vi har genoprettet tre ud af fem ghettoiserede boligområder. I dag er der to tilbage. Man skal ikke undervurdere effekten. Er du født i et område, der er stemplet som en ghetto, og er du vokset op i en blok, hvor det hører til undtagelsen at have et  arbejde, så er det ikke svært at forstå, at tilværelsen som 'gangster' frister.