Kriminalitet laver man, når man har tid

Mennesker er det, de laver. Er du inviteret til et middagsselskab, hvor du er i gang med at spise fransk løgsuppe, medens en anden middagsgæst spørger dig om, hvad du laver, så svarer du næppe det mest oplagte - at du spiser fransk løgsuppe. De fleste vil formentlig oplyse sin stilling eller titel som svar på spørgsmålet. Mennesker vil bidrage - de vil "lave noget". Som forsvarsadvokat støder jeg på mange, som sigtes og straffes for kriminalitet.

En af mine flere gange straffede klienter er Jonas, der bor i en to-værelses lejlighed i en stor boligforening, og som er tvangsaktiveret af sin kommune. Han er nu sigtet på ny men lod sig ikke skræmme, da jeg for nyligt bekendtgjorde, at han nok kommer en tur i fængsel, da beviserne mod ham denne gang er en tand for gode. Han finder ikke aktiveringen i fængslet værre end tvangsaktiveringen, der følger med kontanthjælpen.

I fængslet er der nogle andre at snakke med, hvilket han kan savne, når han "sidder i sin to-værelses" uden for fængslet, og de fleste af ven "sidder inde". Kriminalitet giver lidt mening i min klients tilværelse, og han argumenterer med, at den i øvrigt også "bidrager til fællesskabet": Foreksempel synes han, at hans biltyverier og hærværk skaber beskæftigelse i autobranchen, hos politiet, hos domstolene og hos forsvarsadvokaterne. Derudover er han en del af eksistensgrundlaget for sempel  både regeringen, Ekstra Bladet og "Station 2". "Hvad skulle de snakke om, hvis de ikke havde mig og mine kolleger?" spørger Jonas. Endelig mener han, at han har ret til at begå kriminalitet, når blot han tager sin straf. "I do the crime, and I do the time!"

En indsats mod kriminalitet kræver efter min opfattelse indsigt i, hvordan personer, der straffes, ser på verden. Jeg undrer mig undertiden over deres manglende grådighed og deres udprægede lydighed.

De tager sig til takke med indtjeningen fra små-plat eller med lidt af den opmærksomhed, som man får, når man tænder ild til en skraldespand eller maler grafitti på en mur. Når de er på fri fod, gør de det, der kræves i banden. Når de sidder inde, adlyder de fængselsbetjentene. Deres kræve-mentalitet er gennemgående dårligere udviklet, end den er hos os andre. De kræver alt for lidt. Undtagelsen er måske enkelte voldsforbrydere. De synes at have forstået politikernes budskab om nul-tolerance. For eksempel har jeg på det seneste bemærket, hvorledes bander praktiserer nul-tolerance på Nørrebro.

At brænde en skraldespand af eller danne bander er også at "lave" noget. Synes man ikke om det, som de laver, er det nok nemmere at lokke dem til at lave noget andet, end at få dem til ikke at lave noget. En "Vi-kan-sagtens-selv-mode" kunne være ønskelig. Vi kunne pænt takke nej til for eksempel McDonald's eller andre store selskaber, der bringer deres mærkevarer hertil langvejs fra, som vi derpå passivt forbruger, og som vi straffes strengt for at kopiere. Hvorfor få madvarer, slik, læskedrikke, beklædningsgenstande osv. kørt hertil langvejs fra? Det kan laves i små lokale virksomheder, og det kan sælges fra små butikker, der ejes af områdets beboere for eksempel i en boligforening.

I nogle boligområder er politi og brandvæsen et mål for vrede. Her kunne vi udskrive "værnepligt", således at alle unge fra lokalområdet tilbringer for eksempel seks måneder af deres liv et af disse steder. Menneskene evner tilsyneladende ikke lediggang. Måske passer kriminalitet bedre til vores biologi end lediggang.