Til kamp mod et skidt omdømme og reelle sociale problemer

 

Af Aydin Soei, journalist, forfatter og næstformand i foreningen Ansvarlig Presse

 

En journalist fra Nyhedsavisen ringede til mig og spurgte, om jeg kunne give et praj til, hvordan han fik nogle beboere fra Tingbjerg i Brønshøj til at fortælle om deres bydel. Jeg henviste til en bibliotekar i Tingbjerg, som har daglig kontakt med en stor del af områdets beboere. Jeg har selv boet hele min barndom i almene lejligheder – først i Avedøre Stationsby, dernæst i Gladsaxe og har også journalistisk beskæftiget mig meget med det almene boligbyggeri. Jeg havde håbet, at Nyhedsavisen ville give et nuanceret indblik i en bydel som Tingbjerg, men i stedet endte historien med at føje sig til den generelle nyhedsdækning, der er så grovkornet, at den reelt spænder ben for det sociale arbejde med børn og unge i disse bydele.

Bibliotekaren fra Tingbjerg havde fundet to beboere, som Nyhedsavisens journalist kunne tale med, og den ene blev interviewet inde på selve biblioteket. Ingen af dem endte imidlertid i avisens spalter. Journalisten fandt i stedet to andre beboere, der fortalte, at de ikke turde gå ned i deres egen kælder. De ville gerne flytte så hurtigt som muligt. Disse to stemmer fik lov at repræsentere Tingbjergs 6.000 beboere, mens de to tilfredse beboere blev fravalgt. Det på trods af, at de fravalgte kilder repræsenterer langt flertallet af beboerne i det almene boligbyggeri. De var nemlig glade for at bo i bydelen, og det samme er hele otte ud af ti beboere i det almene boligbyggeri, viser en undersøgelse fra Københavns Kommune. Kun en fjerdedel af disse beboere oplever imidlertid, at omverdenen har et tilsvarende positivt syn på deres bydel.

De negative billeder af det almene boligbyggeri og dets beboere risikerer i sig selv at spænde ben for det sociale arbejde med børn og unge fra særligt uddannelsesfremmede familier. I rapporten ”10-punktsplanen på Nørrebro” beskrives det eksempelvis, hvordan særligt børn og unge i bydelen ”tager de skræmmebilleder på sig, som bliver fremstillet i medierne. ”De bliver enten hårde, kede af det og/eller mistroiske og defensive,” konkluderer rapporten.

Men et bedre image gør det ikke alene. Den bedste vej til mere tryghed i det almene boligbyggeri er at sikre, at særligt de mange unge mænd, der fylder mest i kriminalitetsstatistikkerne, får værdige og meningsfulde alternativer til gaden og de subkulturer, der kan munde ud i asocial og kriminel adfærd. Når særligt unge mænd med etnisk minoritetsbaggrund fylder stadig mere som ballademagere i de almene boligområder, handler dette således ikke blot om, at mange gamle arbejderkvarterer i dag har udviklet sig til ”indvandrerkvarterer”. Det handler først og fremmes om, at halvdelen af alle tosprogede skoleelever afslutter folkeskolen uden evnerne til at kunne læse og forstå indholdet i en avis og vigtigere endnu: evnerne til at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse. Der har historisk været et stort sammenfald mellem skoler i alment boligbyggeri og skoler med et stort antal børn fra uddannelsesfremmede familier, men med den stigende sociale og etniske opdeling i folkeskolerne og på boligmarkedet, indtager bopælen i dag en mere markant rolle for udfaldet af børnenes skolegang. Danmark har den mest delte folkeskole i Skandinavien, og alt tyder på, at dette er hovedårsagen til, at vi indtager den lidet flatterende sidsteplads i norden, når det handler om folkeskolens forsøg på at udligne de sociale og økonomiske forskelle, som børnene har ved skolestart.

Denne sociale virkelighed har samtidig fået et mere dunktelt skær i offentligheden, samtidig med at flere boligområder stemples som ”ghettoer”.