Mænds Mødesteder i boligområder

Det Boligsociale Fællessekretariat har netop udgivet inspirationshæftet: "Mænds Mødesteder i boligområder". Hæftet er inspiration til, hvordan man opstarter og driver Mænds Mødesteder. Det bygger på erfaringer fra fire boligområder i Aarhus: Trige, Herredsvang, Frydenlund og Vandtårnsområdet.

I samarbejde med de lokale boligsociale helhedsplaner og Det Boligsociale Fællessekretariat har disse fire boligområder etableret mødesteder, hvor mænd kan være sammen om meningsfulde aktiviteter i et trygt miljø med plads til alle. Projektet er et partnerskab med Forum for Mænds Sundhed, finansieret af Sundhedsministeriets partnerskabspulje "Sundere liv for alle 2015-18". Baggrunden for projektet er et ønske fra aarhusianske boligområder om at styrke lokale mænds trivsel og engagement i områderne. Mange boligsociale aktiviteter retter sig især mod kvinder, børn og unge. Mænd er i mindre grad end kvinder engageret i aktiviteter i lokalområdet. Samtidig har flere mænd i boligområderne synlige helbredsmæssige problemer - mentalt og fysisk. Man har i boligområderne haft et behov for at oprette aktiviteter, der målretter sig særligt mod mænd.

 

Kom godt i gang med Mænds Mødesteder

Inspirationshæftet er tænkt som en guide til, hvordan man kan komme i gang med Mænds Mødesteder i sit eget område f.eks. i regi af en nuværende eller kommende helhedsplan. Inspirationshæftet giver både indblik i baggrunden for Mænds Mødesteder, men kommer gennem Citaterne fra deltagere i Mænds Mødesteder også ind på betydningen og effekten af mødestederne.

"Mænds Mødesteder giver mig et sted at tage hen. Det får mig ganske enkelt ud af døren. Og endda op på cyklen. Når jeg så er fremme, mødes jeg af smilende ansigter og håndtryk, som byder mig velkommen. Vi sidder og snakker om løst og fast over en kop kaffe og en bid brød"

Inspirationshæftet er en god indgang til at komme igang, da der også en femtrins guide til at arbejde med punkter som:

  1. Indledende undersøgelser og overvejelser
  2. Find et sted
  3. Rekruttering
  4. Opstart af aktiviteter
  5. Organisering og forankring

 

Effekten af Mænds Mødesteder i Aarhus

I den tre-årige projektperiode:

  • 159 har brugt et af de fire mødesteder
  • 75 brugere har brugt et mødested mere end fem gange
  • To ud af tre mænd deltager på ugentlig basis eller oftere
  • Syv ud af ti er udenfor arbejdsmarkedet (ledig eller pensionist)
  • Hver anden mand har ikke en partner
  • Ni ud af ti er over 40 år
  • Ni ud af ti har under en kilometer til mødestedet

Forbedret mental sundhed

I en spørgeskemaundersøgelse er deltagerne blevet spurgt, om de har oplevet forandringer i deres trivsel i den periode, de har deltaget i Mænds Mødesteder. Seks ud af ti har oplevet en positiv ændring i deres mentale sundhed. De har følt sig mere optimistiske, bedre i stand til at håndtere problemer og tættere på andre mennesker.

Deltagerne taler mere med andre om sundhed

Andelen af mænd, der taler med andre om sundhed mindst en gang om måneden, er steget med 20%.

 

Hent inspirationshæftet som PDF.

 

Læs mere og hent inspirationshæftet her.