Skip to main content Skip to footer

Rapport

CFBU: Fremskudt beskæftigelse i udsatte boligområder

Center for Boligsocial Udvikling (CFBU) har igennem to år bidraget til implementering og evaluering af satspulje-projektet ’Uddannelses- og jobgaranti i ghettoer og udsatte boligområder’. Nu foreligger resultaterne af forsøgsprojektet og anbefalinger til det videre arbejde.

Der er de senere år gjort mange forsøg på at øge beskæftigelsen i udsatte boligområder, som er præget af markant højere arbejdsløshed end i resten af landet. Behovet for at gøre noget ved beskæftigelsen er yderligere aktualiseret af parallelsamfundsaftalen fra 2018, hvor beskæftigelsestallene er centrale for, om et boligområde lander på regeringens ghettoliste eller ej.

Puljen ’Uddannelses- og jobgaranti i ghettoer og udsatte boligområder’ har til formål at reducere ledigheden i udsatte boligområder blandt de beboere, der er længst væk fra arbejdsmarkedet.

Evalueringen af indsatserne under puljen viser, at arbejdet har båret frugt og der er en beskæftigelseseffekt for målgruppen.

 

Størst effekt blandt langtidsledige indvandrere

Fremskudt beskæftigelsesindsats er virksom i forhold til at hjælpe udsatte ledige i lønnede timer. Særligt langtidsledige indvandrere har gavn af indsatsen. Tre år efter indsatsen starter, er 14 pct. af de langtidsledige indvandrere kommet i beskæftigelse. Tilsvarende tal for øvrige langtidsledige i undersøgelsens kontrolgruppe er 10 pct.

 

Resultaterne skal ses i lyset af, at borgerne i målgruppen oftest har mange års ledighed bag sig og problemer med eksempelvis helbred og sprog. Selv om borgerne starter med få lønnede timer om måneden, er det vores vurdering, at chancerne alligevel øges for delvist eller fuldt fodfæste på arbejdsmarkedet.

 Ane Glad, specialkonsulent i CFBU

 

Gode rammer er en forudsætning

De fremskudte beskæftigelsesindsatser, som er lokalt placeret i boligområderne, skaber grundlæggende gode forhold for det faglige arbejde. Det har været medvirkende til, at alle fem kommuner har valgt at fortsætte indsatserne efter puljens udløb.

 

Det tværfaglige samarbejde fungerer bedst, når den fremskudte indsats består af tre til fem medarbejdere. Jeg vil gerne fremhæve tre forhold, som har stor betydning for kvaliteten af indsatsen. For det første, at medarbejderne er til stede på kontoret dagligt, da vidensdeling og sparring på tværs udgør fundamentet for effektiv sagsbehandling. For det andet, at alle fremskudte medarbejdere har samme leder, selvom de kommer fra forskellige kontorer eller forvaltninger. Det sikrer ejerskab, fælles retning og godt samarbejdsmiljø. Endelig er det vigtigt for medarbejdernes engagement, at de selv tilvælger at sidde fremskudt og at der gives plads til metodefrihed og lokal tilpasning af metoder.

Mette Fabricius Madsen, chefkonsulent i CFBU