Referat
Konfliktmægling: Netværksmøde d. 8/9-2026, Online
Tak for jeres store engagement og de mange gode input og refleksioner på vores online netværksmøde for medarbejdere, der arbejder med konflikthåndtering og mægling i nabokonflikter.
Her følger en kort opsamling på mødet samt de faglige anbefalinger, der blev delt undervejs.
Netværkets overgang til Boligsocialnet
Som nævnt på mødet var det første gang, vi mødtes i netværket i regi af Boligsocialnet. Netværket har imidlertid eksisteret længe som et selvkørende netværk for medarbejdere, der arbejder med mægling i nabokonflikter.
Interessen har været stor, og deltagerkredsen er blevet fordoblet, siden netværket blev annonceret på Boligsocialnets hjemmeside. Det bekræfter os i, at der er behov for at understøtte og skabe rum for denne faglighed.
Samtidig er vi optagede af at fastholde et højt fagligt niveau, så netværket fortsat er relevant for medarbejdere, der arbejder professionelt med konflikthåndtering og nabokonflikter. I de kommende møder vil vi derfor afprøve forskellige mødeformater og rammer, indtil vi finder en model, der fungerer godt med denne lidt større deltagerkreds, og vil løbende tjekke ind med jer, om vi formår at bibeholde niveau og relevans.
Hvad rører sig i netværket?
Vi begyndte mødet med en fælles temperaturmåling på, hvad der fylder i arbejdet med nabokonflikter lige nu.
Flere pegede på, at psykisk sårbarhed fylder mere i arbejdet. Vi talte også om betydningen af et grundigt forarbejde og af tydelighed om rammer, roller og mandat i forbindelse med mægling.
Her fyldte spørgsmålet om upartiskhed særligt. Hvis man gennem en anden funktion – eksempelvis det boligsociale arbejde – allerede har en relation til en eller flere af konfliktens parter, kan det udfordre ens position som mægler. Det kan derfor være nødvendigt at overveje, om en anden skal varetage selve mæglingen.
Polarisering
Der blev opfordret til at være nysgerrig på Bart Brandsmas teori om polarisering.
Bart Brandsma holdt i foråret oplæg på den boligsociale årskonference, så nogle af jer har måske allerede stiftet bekendtskab med hans arbejde. Et godt sted at begynde er hans podcast, som blandt andet findes på Spotify
Nabostøj
Der kom også en anbefaling om en håndbog med viden og gode råd om håndtering af nabostøj
Håndbog: Gode råd om nabostøj – til beboere, bestyrelser og administratorer
Traumebevidst tilgang
I relation til arbejdet med beboere i psykisk sårbare positioner anbefalede jeg at være nysgerrig på en traumebevidst tilgang.
Tilgangen kan være relevant for både sociale viceværter, konfliktmæglere og andre medarbejdere, der gennem deres arbejde har direkte kontakt med mennesker i psykisk sårbare positioner.
Social- og Boligstyrelsen har udgivet en kort publikation med anbefalinger til arbejdet: Anbefalinger til at arbejde traumebevidst i den sociale indsats med voksne
Kvinden på første
Endelig vil jeg anbefale Politikens podcastserie Kvinden på første, som desværre ligger bag betalingsmur.
Podcasten skildrer blandt andet, hvad der kan ske, når en hel opgang over tid bliver trukket ind i en konflikt – en problemstilling, vi også kort berørte på netværksmødet.
Konflikthåndtering
For dig, der arbejder med nabokonflikter i almene boligområder og har konfliktfaglige kompetencer