Skip to main content Skip to footer

Referat

Beskæftigelsesindsatser: Netværksmøde d. 15/11-2022, Horsens

I arbejdet i de boligsociale indsatser møder vi mennesker, der er langt fra arbejdsmarkedet eller måske slet ikke har stiftet bekendtskab med arbejdsmarkedet. Vi tog en snak om, hvordan man kan gribe dette arbejde an og styrke vejen til beskæftigelse for disse mennesker. 

 

Tak for et godt møde i Horsens - og dejligt at se en masse nye ansigter!


Vi startede dagen med at høre om de overordnede linjer i den boligsociale helhedsplan i Horsens v. BoTrivsel. Her blev samarbejdet med jobcenteret belyst og den udvikling, der har været fra en fremskudt indsatser med begrænset samarbejde med det boligsociale til det aktuelle, hvor de fremskudte er flyttet ind i samme hus og samarbejdet mellem beboere, fremskudte medarbejdere og boligsociale medarbejdere er blevet stærkere. Her blev det fremhævet, at noget af det der har været afgørende for at styrke samarbejdet er, at det er blevet prioriteret nedefra og op - ”Vi har budt os til og tydeliggjort, hvad vi som boligsociale medarbejder kan, og på den måde blevet en ressource for dem (red. Jobkonsulenterne)”. Derudover blev der peget på, at det selvfølgelig også har været afgørende, at de fremskudte medarbejdere har valgt arbejdet til og ikke modvilligt er blevet placeret i området.

 

Parat til job og uddannelse

En af de ting de netop arbejder med i det boligsociale tiltag ”Parat til job og uddannelse” er at få et godt kendskab til de unge. Dette bruger de, sammen med de unge, til at give en nuanceret beskrivelse af de unges liv og deres nuværende situation. 

Der var flere organisatoriske spørgsmål undervejs - nogle blev afklaret andre kan muligvis afklares ved at kigge på tilbudsbeskrivelserne i boksen i højre side

Undervejs blev der drøftet samarbejdet mellem jobcenter og boligsocial indsats, hvor der bl.a. blev italesat vigtigheden i at have kendte ansigter, der er tilgængelige lokalt i boligområderne – ikke kun et par timer om ugen, men hvis det virkeligt skal noget, så er kontinuitet, genkendelighed og tilgængelighed afgørende.

 

Snakker vi samme sprog?

Inden frokost præsenterede jeg nogle tanker omkring, hvordan man italesætter sin indsats overfor evt. kommende samarbejdspartnere. Det udfordrer præmissen om virksomheders sociale ansvarlighed som den primære indgang – kunne der være andre veje ind, der kunne være mere hensigtsmæssige at gå?

 

Langt fra arbejdsmarkedet

Efter frokost præsenterede Mette "Jobcafeen" og hendes arbejde med at understøtte kvinders (primært etniske minoriteter) vej til arbejdsmarkedet eller uddannelse. Vi tog fat på en case i plenum, der bl.a. gav anledning til en drøftelse af balancen i at hjælpe på en afklarende og retningsgivende måde mod en undersøgende og spørgende tilgang. 

Endeligt tog vi en omgang mere i grupper, hvor vi delte, hvad man hver især er optaget af i hverdagen. Her blev samarbejdet mellem boligsocial indsats og jobcenteret igen nævnt som noget der fylder, samt et fokus på etniske danske, der er udenfor arbejdsmarkedet.