Skip to main content Skip to footer

Referat

Beskæftigelsesindsatser: Netværksmøde d. 23/11-2021, Kolding

Hvordan kan man tilpasse sin beskæftigelsesindsats, så den i højere grad imødekommer de forudsætninger målgruppen har? Hvordan kan man arbejde med frivillighed som vejen til beskæftigelse? Hvordan kan vi arbejde med ungdomskultur med henblik på at optimere de unges trivsel og dermed deres beskæftigelsesmuligheder? 

 

Først tak til Maria og Rami for et godt møde! og dejligt, at møde jer alle sammen i virkeligheden!

Vi startede mødet med drøftelser i mindre grupper med udgangspunkt i podcasten Generationen, hvor vi bl.a. kom ind på, hvad en god rollemodel er, hvordan ”ghettostemplet” kan skabe negative forventninger til/fra beboerne og hvordan diskrimination kan producere modborgere.

Derefter skulle vi have haft besøg af Det Grønlandske Hus, men de var desværre forhindret, og vi tog i stedet udgangspunkt i Rami og Marias arbejde med grønlandske inuitter i boligområderne i Kolding. Her kom vi omkring vigtigheden i at have indsigt i og forståelse for folks baggrund og livsvilkår. Det gav bl.a. anledning til drøftelser af hvor balancen ligger i hvor meget man skal påvirke omgivelserne vs. arbejde med individet.

Efter frokost fik vi besøg af Marie-Louise fra Kolding Kommune, der står bag peer-to-peer indsatsen ”Borger til Borger”. Her arbejdes der med at skabe mulighed for at indgå i fællesskaber, gennem frivillige mentorer, der selv har eller har haft udfordringer. Marie-Louise beskriver den lidt ”kedelige” sideeffekt af deres indsats - at borgerne faktisk tit forlader ”Borger til Borger”, da de kommer i beskæftigelse eller uddannelse. Derudover oplever de at ca. 80% af mentor/mentee-forløbene ender ud i vedvarende venskaber. 

Det er dog vigtigt at være opmærksom på lovgivningen ift. frivillighed og offentlige ydelser – se disse guides fra Center for Frivilligt Socialt Arbejde

Dagens sidste punkt bød på drøftelser omkring, hvordan vi kan tilgodese unges trivsel og dermed beskæftigelsesmuligheder ved at være opmærksom på deres ungdomskultur samt evt. negativ social kontrol. Der blev bl.a. talt om den mindre gruppe af unge kvinder, der ikke går uddannelsens vej, men i en ung alder får en identitet som mor og hustru qua familietraditioner – det er uden tvivl et komplekst emne, men åbenhed, respekt og nysgerrighed er vigtige forudsætninger for at kunne forstå den enkeltes situation.