Referat
Beskæftigelsesindsatser: Netværksmøde d. 26/11-2024, Silkeborg
Hvordan kan man understøtte vejen til beskæftigelse ved at tage afsæt i det, der fylder i folks liv? Det og meget mere tog vi fat på, da vi mødtes i det faglige fællesskab om beskæftigelse til netværksmøde hos den boligsociale helhedsplan i Silkeborg.
Tak for et godt møde og en særlig tak til Marianna og Lisa for det gode værtskab! Vi mødtes i Silkeborg under temaet ”læring og udvikling – gennem hele livet”
Vi startede dagen i Beboerhuset på Kejlstrupvej, hvor vi fik en gennemgang af den boligsociale helhedsplan i Silkeborg ved boligsocial leder Mia Butler. Her belyste Mia bl.a. hvordan man opererer på forskellige vidensniveauer, og hvorfor det er et vigtigt element i at tilnærme sig løsninger på de komplekse udfordringer de boligsociale indsatser står overfor. Samtidigt blev der præsenteret 3 gode grunde til, hvorfor det boligsociale felt har en vigtig rolle i beskæftigelsesindsatsen:
- I det boligsociale felt er vi godt rustet til at indgå i komplekse interventioner
- Fordelagtig positionering, som os interessante som samarbejdspartner
- Platform for social innovation
Efterfølgende gik vi mod Nordre Fælleshus, hvor vi startede en samtale om unge og beskæftigelse med afsæt i de indsatser de arbejder med i Silkeborg.
Uddannelsescafe: Her inviteres fagfolk ind og fortæller om deres job. I starten var det meget håndværkere, da man tog afsæt i leverandører til boligorganisationen. Leverandørerne gik ind i det fordi de oplevede, at der ikke er så stor tilstrømning til deres fag. Der gives en introduktion til faget i øjenhøjde, hvor en ansat fortæller om deres job og deres vej dertil, da mange unge går med en frygt for at vælge forkert uddannelsesvej. Her understreges det, at der kan være mange veje til det, man gerne vil. Flere unge har den opfattelse, at mange af de jobs, der bliver præsenteret, kan virke som karrieremæssige blindgyder, hvorfor der også bliver fortalt om de videreuddannelsesmuligheder, der er – fx indenfor byggebranchen. Der er et udvalgt tema hver gang der afholdes cafe, hvor der foreløbigt har være fokus på service, byggeri, handel, iværksætteri og fritidsjob.
Fritidsjobs: Der er flere måder de, i Silkeborg, arbejder med fritidsjob som en tidlig introduktion til arbejdslivet. Et tilbud hvor de unge bliver kollegaer med boligorganisationens driftsfolk er ”Snapperjobs”, hvor de unge arbejder med at samle skrald i et udvalgt område. En anden måde er ”Læsemakker” hvor de unge bliver uddannet læsevejleder. Det kræver, at de unge først deltager i et kort ulønnet uddannelsesforløb, der så giver dem mulighed for at komme til jobsamtale ved Lisa. Der er et samarbejde med skolen ift. hvem der kunne have gavn af en læsemakker og ligeledes hvem der kunne have gavn af at blive læsemakker. Begge jobs er målrettet undervisningspligtige, hvorfor der kun arbejdes få timer om ugen/måneden. Der gives løn i slutningen af hver måned.
Det der fylder i folks liv
Efter en lækker frokost lavet af en kendt lokal selvlært kok og beboer, tog vi fat på en snak omkring, hvordan man kan samarbejde med de beboere, der kan være langt fra arbejdsmarkedet om at få den tilværelse de drømmer om. Vi hørte hvordan de i Silkeborg arbejder på et helt nyt forløb ”Fremad sammen”, hvor der er fokus på smerte, håb og handlekraft. I mødet med en række kvinder, der er langt fra arbejdsmarkedet, har man erfaret, at smerter fylder meget, og at der er et sammenhæng med ubehandlede traumer og begrænsninger pga. smerter. Derfor er der fokus på bevægelse og samtidigt understøttelse af den mentale trivsel med henblik på at nedbryde nogle af de barrierer det kan skabe for de enkelte. Det betyder fx at man besøger forskellige lokationer hvor kunst og kultur kan være i fokus og tydeliggørelsen af, at der er mange tilbud, man kan gøre brug af – hvilket er en øjenåbner for mange af deltagerne i forløbet. Deltagelsen i forløbet er frivilligt, men er karakteriseret som et ”ret og pligt”-tilbud og anvises af kommunen. Det er afgørende for at deltagelsen er frivillig, da det netop er deltagernes egen motivation og ønske om forandring der er essentielt i ”Fremad sammen”.
MotherTalks
Endeligt fik vi besøg af Lykke (ungerådgivning, rusmiddelcenter, netstof.dk, cyberhus.dk), Rune (Politiet - Forebyggelse, nærhed og tryghed) og en mor fra boligområdet. De havde det til fælles, at de alle er en del af mødeforummet MotherTalks. Formålet med MotherTalks er at blive klogere på de forskellige perspektiver, der kan være på et givent emne, så det kan styrke sammenhængskraften i lokalområdet. Mødrene der er med i gruppen, er gode til at tale dansk og har samtidigt et stort netværk i lokalområdet. Der var mulighed for at spørge repræsentanterne om alt ift. MotherTalks, hvor der bl.a. blev spurgt til, hvorfor man som betjent havde uniform på til møderne. Det kom der en god snak ud af, der på en måde blev et eksempel på, hvordan en samtale kan forløbe til et møde i MotherTalks – hvor en afslappet stemning, tryghed og latter er vigtige elementer i samtalen.