Skip to main content Skip to footer

Disse kataloger har til formål at samle og formidle den nyeste viden om virksomme indsatser og samarbejdsformer i udsatte boligområder. Katalogerne sætter fokus på områdebaserede indsatser og centrale temaer i udviklingen af udsatte boligområder.

De præsenterer derfor også et bredt spænd af indsatstyper i udsatte boligområder. Nogle indsatser er meget konkrete med en klar målgruppe, såsom lommepengeindsatser og naboambassadører, mens andre er mere overordnede og komplekse – herunder socialøkonomiske virksomheder og tidlig forebyggelse af negativ social kontrol – som kræver et tættere samarbejde mellem forskellige aktører i boligområderne.

CFBUs arbejde

CFBU blev etableret i 2009 og har siden arbejdet med at indsamle viden og undersøge resultaterne af en lang række boligsociale aktiviteter og indsatser i udsatte boligområder indtil de januar 2025 blev nedlagt på baggrund af en national politisk beslutning. 

Derudover har CFBU ydet rådgivning om virkningsfulde aktiviteter til aktører på området. Opdateringen af katalogerne er en naturlig forlængelse af dette arbejde.

 

Opbygning, anvendelse og målgruppe

Katalogerne tilstræber at tilvejebringe bred viden om aktiviteter i udsatte boligområder, der kan komme alle feltets aktører til gavn. Formålet er, at boligorganisationer, kommuner, NGO’er, fonde og andre aktører, der arbejder med udsatte boligområder, med katalogerne ved hånden får de bedst mulige forudsætninger for at udvikle strategier, igangsætte virkningsfulde indsatser og løbende kvalificere aktiviteter, der har behov for justering i implementerings- og driftsfasen.

Katalogerne kan bruges som inspiration – både for dem, der har arbejdet længe med udsatte boligområder, og for dem, der først nu begynder at sætte sig ind i området. De samler en stor mængde viden, erfaring og forskning i en kort og overskuelig form.

Katalogerne giver ikke et udtømmende billede af alle eksisterende indsatstyper i udsatte boligområder. For læsere, der ønsker mere dybdegående viden, er der derfor udførlige litteraturhenvisninger og anbefalinger til videre læsning.