Referat
Fritidsjobindsatser: Netværksmøde d. 23/4-2025, Helsingør
Ligger der et uforløst fritidsjobpotentiale i dit lokalområde? Hvilke nye arbejdsmiljøregler gælder egentlig for unges arbejde? Det og meget mere drøftede vi til netværksmøde i det faglige fællesskab om fritidsjobindsatser i Helsingør.
Tak for et godt møde til alle der deltog – og en særlig tak til værterne Rikke, Veronica og Lasse!
Jeg har prøvet at samle lidt op fra dagen, og håber ikke jeg har misset alt for meget (eller noteret noget forkert).
Sådan gør man i Helsingør
Først præsenterede Helsingør, hvordan de arbejder med understøttelse af fritidsjobs. – bl.a. sammen med driften i boligorganisationen og Cube (et pædagogisk tilbud for unge i alderen 13-17år, der ikke benytter sig af de almene kommunale fritidstilbud). Det er i Helsingør pt. svært at finde kommunale fritidsjob, hvis kommunen selv skal finansiere lønnen, hvorfor man i den boligsociale helhedsplan åbner jobmuligheder for de unge ved at lave midlertidige støttede jobs for de unge, der er fyldt 13 år og ikke har afsluttet 9. klasse.
Hvorfor giver det mening at gå ind i arbejdet med fritidsjob?
Vi hørte om deres fokus på at udvide deres palet af samarbejdspartnere relateret til fritidsjobs. Her er det seneste skud på stammen samarbejdet med Helsingør Handel, hvor vi hørte Kim Backe (Citykoordinator, Helsingør Handel) fortælle om de muligheder, der er ved at samarbejde med handelsforeningerne i landets handelsbyer. For Helsingør Handel er det vigtigt, at de unge for ejerskab til byen, da det er dem der skal være med til at forme fremtidens by. Her i opstarten har de fokus på at give de unge nogle jobs i forbindelse med events, hvor Kim kan få kendskab til de unge, så det også bliver nemmere at danne bro til de øvrige medlemmer med henblik på jobs. For ham er det en kæmpe hjælp at have samarbejdet med det boligsociale, da der i højere grad er et sted man skal henvende sig, hvis man kunne bruge nogle unge til nogle jobs. Samtidigt, så har de boligsociale medarbejdere også kendskab til hvad de unge må og ikke må, hvilket det måske ikke er en viden der er helt present hos de mindre erhvervsdrivende. Budskabet fra Kim var klart - tag fat i jeres lokale handelsforening, da han er overbevist om, at der er et uindfriet potentiale, både for byen og de unge.
Hvilke lokale potentialer kunne der være hos jer?
Efterfølgende havde vi gruppedrøftelser om, hvad der var særligt for ens område, og hvor der kunne være et særligt potentiale ift. at skabe nye samarbejde om fritidsjobs – her blev det nævnt, at det er vigtigt, at man er nysgerrig og holder et åbent sind, da man bliver nødt til at tænke kreativt for at skabe fritidsjobs for de undervisningspligtige, da virksomhederne desværre ikke interesserer sig særligt for den målgruppe pga. de arbejdsmiljømæssige barrierer, der kan følge med.
Arbejdsmiljølovgivningen – hvad er nyt i 2025?
Efter en overdådig frokost, lavet af en lokal, tog vi fat på de nye arbejdsmiljøregler, der er gældende for unges arbejde fra 1/1-2025. Her er der bl.a. en række lempelser ift. hvad unge må arbejde med, hvilke maskiner de må håndtere og være i nærhed af og endeligt opdaterede arbejdstid. Derudover så vi på hvad opsyn betyder og hvordan det tolkes i forskellige situationer, samt hvem der har ansvaret når unge lønnes et sted, men udfører arbejdet hos en anden virksomhed.