Skip to main content Skip to footer

Temaside

Unges arbejde - Hvad siger reglerne?

På denne side har vi samlet viden om reglerne for unges arbejde, så I har de bedste forudsætninger for at understøtte unge og virksomheder med fritidsjob. Vi opdaterer løbende siden med spørgsmål og svar vi samler op i samtalerne med jer. 

I juni 2024 kom regeringen med det politiske udspil "Flere unge skal have et fritidsjob", der i september 2024 blev til en politisk aftale, hvor samtlige partier i folketinget er en del af aftalekredsen. 

Sidenhen er der kommet drypvise lovændringer, og vi opdaterer løbende, når udspillets initiativer bliver realiseret. Hvis vi skulle overse noget, så tag endelig fat på os og vi følger op på det.

Arbejdstilsynet

Bekendtgørelse om unges arbejde

I arbejdstilsynets bekendtgørelse finder du alle de arbejdsmiljømæsssige regler for hvad unge under 18 år må arbejde med - om de er undervisningspligtige eller ej.

Bekendtgørelse om unges arbejde

Spørgsmål og svar

Her kan du finde svar på nogle af de ofte stillede spørgsmål ifm. reglerne for unges arbejde. Vi gør alt hvad vi kan for at holde svarene opdateret, så hvis I opdager uoverenstemmelser eller mangler noget, så kontakt og vi ser på det hurtigt muligt.

Du kan finde links til de nævnte bilag til bekendtgørelsen nedenfor

Unge, der er fyldt 15, og har afsluttet 9. klasse

Må være beskæftiget med alle former for arbejde med undtagelse af arbejde med fx sundhedsskadelige stoffer og materialer, farlige tekniske hjælpemidler og maskiner samt arbejde, der kan udgøre en fysisk skadelig belastning. 

Se §§ 4-7 for uddybelse af forhold, der gælder for unges arbejde

Se §§ 8-15 for uddybelse former for arbejde unge under 18 ikke må udføre

 

Unge, der er fyldt 13, eller unge, som ikke har afsluttet 9. klasse (undervisningspligtige)

Må ikke beskæftiges med arbejde med undtagelse af lettere arbejde angivet på positivlister, hvor der er en yderligere skærpelse ift. de unges sikkerhed, herunder særlige forhold vedrørende farlige maskiner og farlige stoffer/materialer.

Se §29 og §§ 42-45 for uddybelse af forudsætninger for arbejdet.

Se bilagene 7-9, der angiver hvad de unge må arbejde med 

 

Børn under 13 år

Må ikke beskæftiges med arbejde men kan dog med særlig tilladelse fra Arbejdstilsynet erhvervmæssigt optræde, deltage eller medvirke i aktiviteter angivet i § 43.Der skal ansøges for hvert enkelt tilfælde.

Unge, der er fyldt 15, og har afsluttet 9. klasse

Som udgangspunkt må unge arbejde med tekniske hjælpemidler og maskiner, som ikke er på listen over maskiner mv. unge under 18 år ikke må arbejde med.

Se §10 for uddybende forhold om unges arbejde med maskiner og hvordan de defineres

Se bilag 1 for liste over tekniske hjælpemidler mv. unge under 18 år ikke må arbejde med.

 

Unge, der er fyldt 13, eller unge, som ikke har afsluttet 9. klasse

Må arbejde med de fleste af de samme maskiner. De må dog ikke arbejde i nærheden af farlige maskiner.

Der er dog nogle særlige forbehold ift. arbejde i nærheden af maskiner inden for visse brancher under nærmere bestemte betingelser. Maskinen skal være slukket, afskærmet eller sikret på anden vis, inden den unge må arbejde i nærheden af den. Maskinen kan godt være i drift under arbejdet, hvis den afskærmet eller sikret på anden vis. 
Eksempelvis skal en arbejdsgiver sørge for, at den unge ikke kommer for tæt på, hvis en anden medarbejder betjener en maskine, der ikke er afskærmet, men lovlig indrettet, så den unge ikke kommer ind i det farlige område ved fx roterende værktøjer.

Se §29 og bilag 8 for uddybende information.

Unge, der er fyldt 15, og har afsluttet 9. klasse

Arbejdstiden må ikke overstige den sædvanlige arbejdstid for voksne, der er beskæftiget i samme fag og maksimalt 8 timer om dagen og 40 timer om ugen. 

De unge må ikke arbejde i tidsrummet kl. 20:00 og kl 06:00, med undtagelse af arbejde på stederne nævnt i §22.

Der skal sikres et hviledøgn på 12 timer.

 

Unge, der er fyldt 13, eller unge, som ikke har afsluttet 9. klasse

I uger med skoledage må arbejdstiden maksimalt være 2 timer om dagen og 12 timer om ugen.

I uger hvor der ikke er skoledage må arbejdstiden maksimalt være 7 timer om dagen og 35 timer om ugen.

De unge må ikke arbejde i tidsrummet kl. 20:00 og kl 06:00.

Der skal sikres et hviledøgn på 14 timer.

Eksempler på lettere arbejde 

  • Varetage lettere ekspedition i kassen, fx butikker og supermarkeder
  • Læse højt for børn i en børnehave
  • Være hjælpetræner i en fodboldklub
  • Rive blade sammen, holde stier rene, plante blomster og luge ukrudt
  • Samle brugt service ind og sætte det i en opvaskemaskine samt starte maskinen

 

Se bilag 7 for liste over opgaver der er defineret som lettere arbejde.

 

Eksempler på arbejde, der ikke betragtes som lettere ekspedition:

  • Udgangskasser i spidsbelastningsperioder
  • Situationer der kræver et højt arbejdstempo, hvilket kan resultere i konflikter både mellem kollegaer og kunder
  • Unge skal kontrollere og sætte grænser for andre (fx ID)
  • Tidspunkter af dagen hvor det er velkendt, at der handler kunder, som indebærer en særlig risiko for konflikter med psykisk eller fysisk vold.
  • Hvor kunderne forventer særlig vejledning eller rådgivning 

 

Som arbejdsgiver skal du desuden være opmærksom på følgende, når du skal tilrettelægge den unges arbejde:

  • Antallet af ansatte, der er på arbejde og den fysiske placering af kollegaerne, så de unge ikke risikerer at være alene samt nemt og hurtigt kan få hjælp af en kollega
  • Placering af de unges arbejdstid så spidsbelastningsperioder undgås
  • Instruktion i og værktøjer til at håndtere svære og pludseligt opstående situationer
  • Sørge for en kultur på arbejdspladsen ift. at spørge om hjælp
  • Sikre en uproblematisk kontakt til kunderne
  • Et begrænset varesortimentet, hvilket fx betyder, at de unge ikke forudsættes at give særlig rådgivning eller vejledning om varerne
  • Betjeningen af kunderne er enkel, forudsigelig, overskuelig og uproblematisk i relation til de varer, som den unge skal håndtere
  • Varens værdi kan være et element i risikovurderingen, men er ikke i sig selv afgørende for, om der er tale om lettere ekspedition.

Ja, der er lidt flere muligheder for unge i erhvervspraktik, erhvervsmæssig uddannelse eller beskæftigelse - både ift. arbejdstid og arbejdsopgaver. 

 

Arbejdsopgaver og maskiner

For undervisningspligtige er der lidt forskellige regler om den unge er fyldt 13 eller 14 år. De 13 årige må udføre andre lignende former end den normale positiveliste for undervisningspligtige (bilag 7), så længe det ikke er opfylder de sædvanlige krav til sikkerhed og sundhed.

De unge der er fyldt 14år må udføre andet arbejde så længe det ikke indebærer fare for den unges sundhed og sikkerhed. Her er der altså en lempelse i forhold til tekniske hjælpemidler, maskiner og stoffer/materialer.

Se §30 for uddybende info om erhvervpraktik. 

 

Arbejdstid

Unge, som er omfattet af undervisningspligten, men som har fået tilladelse til at opfylde undervisningspligten ved at deltage i erhvervsmæssig uddannelse eller beskæftigelse, må arbejde i indtil 8 timer dagligt og 40 timer om ugen. 

Se § 33 og § 35

Det er arbejdsgiveren, der har pligt til at anmelde arbejdsulykker.

Når man skal finde ud af, hvem der er arbejdsgiver i den konkrete situation, skal man bl.a. lægge vægt på følgende i en samlet vurdering:

  • Hvem instruerer den beskæftigede og kontrollerer arbejdet?
  • Hvem stiller arbejdsrum, maskiner, redskaber mv. til rådighed til at udføre arbejdet?
  • Hvem har risikoen for resultatet af arbejdet, som den beskæftigede udfører?
  • Hvem udbetaler løn til den beskæftigede?

Arbejdsmiljølovgivningen tager udgangspunkt i, at det er den virksomhed, som reelt er i stand til at sørge for arbejdsmiljøet samt forebygge arbejdsulykker og arbejdsskader, der er ansvarlig som arbejdsgiver. Hvis en medarbejder bliver udlejet fra fx en entreprenør til en anden eller fra et vikarbureau, og medarbejderen kommer ud for en arbejdsulykke, så er det den entreprenør/eller virksomhed, som aktuelt får udført arbejdet, der har arbejdsgiveransvaret og anmeldepligten.

 

Kilde: Spørgsmål og svar fra Arbejdstilsynets hjemmeside, 1. oktober 2018

Spørgsmål til Arbejdstilsynet

Vi har gennem tiden indsamlet spørgsmål, hvor I opleverer tvivl om, hvordan reglerne skal forstås. Vi har stillet spørgsmålene til Arbejdstilsynet og fået følgende svar.

Der bliver opdateret med nye spørgsmål og svar i løbet af 2025

Boligsocialnet

Hvordan skal tilsyn forstås i bekendtgørelse om unges arbejde §6 stk.3?

Jf. BFA Handels vejledning (Fakta om Unges arbejde – generelt) forstås det som auditivt eller visuelt opsyn – er arbejdstilsynet enig i denne definition? Hvis ja, er baggrunden herfor §14 stk. 5 omkring risiko for vold? Hvis ikke – hvad er baggrunden for, at tilsyn ligestilles med opsyn?

 

Arbejdstilsynet

Når de ”store” unge udfører arbejde, skal dette udføres under effektivt tilsyn af en person, der er fyldt 18 år og har fornøden indsigt i arbejdets art. Tilsynet skal tilpasses arbejdets art. Der vil sige, at tilsynet varierer ud fra hvilken type arbejde der udføres, og det derfor ikke i alle tilfælde er nødvendigt, at den unge enten har auditivt eller visuelt kontakt med en person over 18 år.

Reglen om, at der skal føres effektivt tilsyn gælder for alt arbejde (også for voksne), men skal tilpasses ud fra den enkelte ansatte og typen af arbejdsopgaver, således at de unge beskyttes bedst muligt under arbejdet.

Er der en særlig risiko for at komme til skade under arbejdet, er udgangspunktet, at unge ikke må beskæftiges med denne type arbejde, medmindre der træffes foranstaltninger for at mindske denne risiko, hvilket er nærmere bestemt i bekendtgørelsens bestemmelser i kapitel 3, herunder at unge skal arbejde med personer over 18 år, hvis der er en særlig risiko for vold og i dette tilfælde skal den unge ente have auditiv eller visuel kontakt med en person over 18 år.

 

28/11-2022

Boligsocialnet

Der er i bekendtgørelse af lov om folkeskolen §34 defineret, at undervisningspligten ophører d. 31/7 det skoleår den unge går ud af 9. klasse eller senest d. 31/7 i det kalenderår, hvor barnet fylder 17 år eller har afsluttet uddannelse, der er ligestillet med grundskolen, jf. § 33, stk. 2-9.

Har Arbejdstilsynet den samme opfattelse eller er det ved skoleafslutning i 9. klasse, således man kan arbejde i den følgende sommerferie uden at være omfattet af reglerne for undervisningspligtige?

 

Arbejdstilsynet

Ja, udgangspunktet er, at undervisningspligten ophører 31/7 i det skoleår, hvor den unge går ud af 9. klasse. Ud fra Arbejdstilsynets praksis betragtes undervisningspligten dog som ophørt efter den unges dimission, således at den unge kan arbejde i sommerferien.

 

Opdatering - D. 20/5-2025 blev Lov om folkeskolen §34 ændret, så det nu lyder "med udgangen af den 30. juni" i stedet for den. 31. juli.

Boligsocialnet

Unges brug af håndværktøj og redskaber (ikke maskinelle) - som fx hammer, hobbykniv, køkkenkniv, kost og fukssvans – hvordan er reglerne omkring dette? Disse er ikke nævnt nogle steder, men vil fx være en del af lette rengøringsopgaver eller pakke/udpakningsopgaver?


Såfremt man sikrer sig at §4 om sikring af de unges sikkerhed og sundhed og §6 om korrekt instruktion og forebyggelse overholdes - er det så muligt, at de unge anvender håndværktøj og redskaber af ovennævnte typer? 

 

Arbejdstilsynet

Unge i alderen 13-15, må kun beskæftiges med de former for lettere arbejde, som er nævnt i bilag 7 og 8. Det er en forudsætning, at arbejdet ikke indebærer fare for de unges sikkerhed og sundhed, hvis der skal arbejdes med håndværktøj og redskaber. 

Det vil sige, at de unge kan arbejde med ovennævnte håndværktøj og redskaber, såfremt dette er som led i lettere arbejde, som er nævnt i bilag 7 og 8, og ikke indebærer en fare for de unges sikkerhed og sundhed. Det er dog Arbejdstilsynets erfaring at hobbyknive let medfører skader, hvorfor det vurderes, at brugen heraf er forbundet en sikkerhedsmæssig fare, hvorfor der henvises til, at finde alternative redskaber, der bør bruges frem for hobbyknive. 

 

28/11-2022

Overenskomster for unges arbejde

Inspirationsansættelser inden for ældre- og sundhedsområdet i kommuner

Aftale for unge under 18 år i inspirationsansættelse inden for ældre- og sundhedsområdet i kommuner.

Parter: KL og FOA

Ejendomsservice 2023-2025

Overenskomst for ejendomsservice 2023 - 2025 mellem Dansk Erhverv Arbejdsgiver for medlemmer af BL - Danmarks Almene Boliger og Ejendoms- og Servicefunktionærenes Landsforbund under Serviceforbundet.

Handel, Viden og Service 2023-2025

Funktionæroverenskomst 2023-2025 for Handel, Viden og Service mellem Dansk Erhverv Arbejdsgiver og HK Privat og HK HANDEL med særbestemmelser for medlemmer af BL-Danmarks Almene Boliger.. 

Jobpatruljen

Hvad skal de unge have i løn?

Det kan du undersøge på Jobpatruljen.dk, der er en oplysningskampagne for 13 til 17-årige, som har til hensigt at udbrede viden om regler, løn og rettigheder for de unge. Fagbevægelsen driver jobpatruljen. 

Her kan du også finde overenskomster for en lang række brancher.