Rapport
CFBU: Godt på vej - Virkningen af fritidsjobaktiviteter i udsatte boligområder
Fritidsjob kan være med til at give et løft til unge i udsatte boligområder og bidrage til at bryde den sociale arv. Blot 24 pct. af de unge i udsatte boligområder har et fritidsjob, hvilket er halvt så mange som på landsplan.
Og det er et problem, fordi fritidsjob har væsentlig betydning for de unges uddannelses- og beskæftigelsesfrekvens senere i livet. Det indikerer en ny undersøgelse fra CFBU, hvor sammenhængen mellem fritidsjob og senere uddannelse og beskæftigelse for unge i udsatte boligområder analyseres.
Sammenligning mellem unge med og uden fritidsjob
I undersøgelsen sammenlignes udviklingen for unge med og uden fritidsjob, og de to grupper følges fra de var 15 år i 2005 og fire år frem. Her viser det sig bl.a. at fritidsjob er særligt gavnligt for unge med svag social baggrund:
Da de unge i denne gruppe var blevet 17 år, var 62 pct. af de tidligere fritidsjobbere i uddannelse, mod blot 47 pct. af dem, der ikke havde haft et fritidsjob.
Som 19-årige var 92 pct. af de tidligere fritidsjobbere i beskæftigelse og uddannelse, mens det gjaldt for blot 65 pct. af dem, der ikke havde haft et fritidsjob.
Vi kan ikke udelukke, at de unges motivation og personlige ressourcer også spiller ind i ligningen. Undersøgelsen indikerer dog, at fritidsjobbet kan være et springbræt for de unge i udsatte boligområder, og dermed være med til at bryde den sociale arv, siger rapportens hovedforfatter
Louise Glerup Aner.
Fritidstidsaktiviteter kan gøre forskellen
I 60 udsatte boligområder er der for at øge antallet af fritidsjobbere etableret projekter, hvor de unge bl.a. støttes i at skrive jobansøgninger og gå til jobsamtaler.
Interviews med de unge og projektmedarbejderne viser, at de unge gennem fritidsjobbet får styrket deres kompetencer og motivation i forhold til uddannelse og arbejdsmarkedet.
Og CFBU’s analyse tyder på, at fritidsjobaktiviteterne virker.
I udsatte boligområder, som har gennemført fritidsjobaktiviteter har 25,7 pct. af de unge et fritidsjob, mens dette blot gælder 23,2 pct. af de unge i udsatte boligområder uden fritidsjobaktiviteter; en forskel, der ikke var til stede inden fritidsjobaktiviteterne blev igangsat.