Referat
Læring: Netværksmøde d. 23/6-2026, Online
På mødet fik vi besøg af tre aktører, som på hver deres måde arbejder med at styrke børn, unges og voksnes læring, uddannelsesmuligheder og livschancer. Her på siden finder I en kort opsamling samt henvisning til det materiale, der blev præsenteret på mødet.
Tak for jeres deltagelse på vores online netværksmøde inden sommerferien.
En Efterskolevej til Alle – nye muligheder for unge
Vi fik besøg af Lene fra Efterskoleforeningen, som fortalte om indsatsen En Efterskolevej til Alle, der udspringer af partnerskabet En Vej til Alle. Målet er at give flere unge i udsatte positioner mulighed for at få glæde af et efterskoleophold – uanset økonomiske, sociale eller kulturelle forudsætninger.
Da en betydelig andel af de unge, som står uden job eller uddannelse, bor i almene boligområder, er Efterskoleforeningen meget interesseret i et tættere samarbejde med boligsociale indsatser. Ambitionen er både at blive klogere på de barrierer, som nogle unge og familier oplever, og at skabe bedre adgang til de muligheder, som et efterskoleophold kan give.
Lene fortalte desuden om bredden i efterskoletilbuddene og det store fokus på at finde det rette match mellem den enkelte unge og den enkelte efterskole.
Efterfølgende gav Alice fra Hedens Efterskole et levende indblik i hverdagen på en efterskole. Hun fortalte om betydningen af fællesskab, relationer og succesoplevelser, og hvordan efterskolerne arbejder målrettet med at hjælpe unge til at finde fodfæste, tro på egne evner og opleve, at de hører til.
I det vedlagte materiale i boksen finder du:
- Kontaktoplysninger på Lene og Alice
- Information om tilskudsmuligheder
- Hjælp til at finde den rette efterskole
- Relevante kontaktpersoner og nyttige links
- Flyer om muligheden for at deltage på ”1 døgn på efterskole”
eVejledningen – uvildig sparring om uddannelse og karriere
Freja fra eVejledningen præsenterede deres gratis vejledningstilbud til børn, unge og voksne.
eVejledningen tilbyder blandt andet:
- Individuelle samtaler om uddannelse, job og karriere
- Sammenhængende vejledningsforløb med en fast vejleder
- Digitale oplæg og informationsforløb
- Sparring til fagpersoner, der vejleder borgere lokalt
En af styrkerne ved eVejledningen er, at de ikke har en myndighedsrolle. De fungerer derfor som en uvildig og neutral sparringspartner, som kan hjælpe med at skabe overblik over muligheder, valg og veje videre.
I præsentationen finder I et overblik over de forskellige tilbud, målgrupper og kontaktmuligheder - hent den via linket materialeboksen.
Ordet Fanger – læseglæde som løftestang
Dagens sidste oplæg kom fra Lars, som præsenterede initiativet Ordet Fanger.
Ordet Fanger arbejder for at styrke børn og unges læseglæde gennem fællesskabsbaserede aktiviteter og lettilgængelige læringskoncepter. Ambitionen er at gøre det nemt for lokale aktører som biblioteker, kirker, skoler, institutioner og boligsociale indsatser at skabe meningsfulde aktiviteter, der fremmer lysten til at læse.
Selvom initiativet først for alvor går i gang efter sommerferien, gav oplægget et spændende indblik i de kommende materialer og aktivitetskoncepter.
Er I nysgerrige på mulighederne for samarbejde eller ønsker at høre mere, er I meget velkomne til at tage kontakt til Lars.
Tak for denne gang – og god sommer til jer alle. Vi glæder os til at se jer igen efter sommerferien.
Læring
For dig, der arbejder med læringsunderstøttende aktiviteter for børn, unge og voksne i almene boligområder.