..men det skal altid være ok, at have perioder, hvor man skruer ned for sit engagement!
Det var et vigtigt budskab i Cindy’s præsentation, om hendes arbejde med de frivillige i kulturhuset Bronx, at man til enhver tid, skal have mulighed for at trække sig fra sit engagement, og holde sig på kanten af fællesskabet, så snart, man har brug for det, og at det aldrig må blive et pres at deltage. En af de logikker, de arbejder med er, at vi ikke skal sætte mere i gang, end vi har ressourcer og overskud til blandt de frivillige. Hvis ikke ressourcerne er til det, må vi skære ned i ambitionsniveauet for aktiviteterne.

Sørg for altid at have noget, du kan tilbyde folk at hjælpe med, som passer til dem. Nogle vil bare dumpe ind og hjælpe med at vande blomster eller folde hviskestykker, mens andre har lyst til at lave en kommunikationsplan, holde et arrangement, eller være en god vært for husets øvrige gæster. Det skal med andre ord være muligt at bidrage og tage del på flere niveauer, som passer til forskellige behov og muligheder for den enkelte frivillige.

Hos Bronx uddanner de frivillige værter i huset, og har en vagtplan, så der altid er en erfaren vært til at tage imod nye gæster i huset. Det skaber et åbent hus, hvor folk føler sig velkomne og en stolthed og et ejerskab blandt værterne. Når man har opbygget en vis erfaring som vært, kan man blive ”1. vært”, som kan tage et større ansvar i værtsrollen, mens dem, der har mindre erfaring, kan komme i oplæring som medværter under en af de mere erfarne 1. værter. På den måde bliver det trygt at lære, at være i værtsrollen, da man ikke bliver kastet ud på dybt vand men taget i hånden, indtil man føler, at man er parat til at påtage sig rollen selv.

Som professionel, er det en fin balance, at understøtte initiativet nedefra, uden at komme til at tage over. For som Julie, fra BoligsocialtHus i Rising, fortalte i sit oplæg om Multihuset, blev de i starten spurgt ”hvornår holder I åbent”? Og selvom det jo ikke er meningen, at de boligsociale skal holde huset åbent og stå for alle aktiviteter, fandt de ud af, at der var brug for at starte ud med en fast aktivitet, en gang om ugen, hvor dem, der var nysgerrige på husets muligheder, kunne møde op, møde hinanden og tale om muligheder, potentialer og ideer til, hvad man ellers kunne lave sammen i huset. Som Julie sagde, under sit oplæg, må man vise stedets potentialer, før nogle begynder at gribe bolden. Det gælder både at gøre rammerne en smugle klar, og starte lidt småaktivitet, som kan inspirere til, at man får lyst til at engagere sig med egne aktiviteter, eller får lyst til a være med til at indrette og fikse stedet op.

Er der fx god færdsel igennem området? Ligger det skjult eller åbent? Og er det børnefamilierne der bruger stedet, som også bor ud til det, eller bor der ældre beboere, der klager over støj fra legepladsen? Det har alt sammen indvirkning på, hvilke områder, der kommer til at virke godt i praksis, og hvilke der ikke gør.

Vi talte også om nødvendigheden af, at man som boligsocial medarbejder må turde at gå forrest, og prøve noget af, selvom der kan være skepsis og bekymringer for, at det ikke vil virke. Som fx bekymringer for hærværk eller lyssky aktiviteter, når man vil lave et overdækket opholdsområde til fællesspisninger, eller sætte plantekasser op. Erfaringen er, at bekymringerne ofte bliver gjort til skamme, hvis mødestedet virker i praksis, bliver brugt tilstrækkeligt, og når der er et ejerskab til det.

Kræver det en nøgle at komme ind, skal dem der bruger stedet have adgang til nøglen, så de selv kan komme og bruge det, når det passer dem. Fx med en nøgleboks med kode til, som de har gjort det i Rising. Det nytter ikke, at dem, der bruger huset, skal have fat i en medarbejder, hvis de fx skal bruge huset om aftenen eller i weekenden. Det bliver blot en unødig barriere for at tage stedet i brug.

Hvis det skal forankres som et selvkørende sted, nytter det ikke, at tænke den økonomiske forankring ind til sidst. Man bliver nødt til at tænke det ind fra starten, for hvis man først begynder at tage brugerbetaling for deltagelse og kaffe, når man skal overlevere projektet fra at blive finansieret af en fond, en helhedsplan eller kommune, til at skulle kunne finansiere drift og husleje uden støtte udefra, vil man opleve en reaktion fra medlemmerne, der har været vandt til, at det hele har været gratis.

Den samme tankegang gælder i fht. engagement og ejerskab til aktiviteterne. Hvis de fleste har været vandt til at få aktiviteter tilbudt, som ”passive” deltagere, uden at have været nødt til selv at bidrage, før der skete noget, så bliver det svært at ændre kulturen og forventningerne til, hvad det vil sige at deltage, når der ikke længere står professionelle projektledere i spidsen for projektet.