Skip to main content Skip to footer

Referat

Sociale viceværter: Netværksmøde d. 31/10-2024, Herning

Vi har tidligere snakket om, hvordan vi oplever vores samarbejdspartnere og de potentialer, der kunne være, hvis vores samarbejde blev styrket. Denne gang vender vi pilen den anden vej og sætter spot på, hvordan andre ser på den boligsociale vicevært. Vi får hjælp af en lokal inspektør og en ejendomsfunktionær til dette, der stiller op til spørgsmål, og samtidigt giver deres oplevelse af det boligsociale på godt og ondt.
Det giver anledning til at spørge os selv om, hvor balancen er i det gode samarbejde? Kan vi komme til at ligne hinanden for meget eller distancerer vi os for meget fra boligorganisationens primære virke?
Endeligt vender vi blikket mod beboerne og deres behov - matcher deres ønsker og behov det opdrag vi har med os?

Resumé
Vi startede med at få en kort præsentation af organiseringen i Herning, hvor Ebbe og Lars er ansat i ”Mennesket i Midten”, der er et tilbud til alle beboere i FællesBo om socialfaglig rådgivning og støtte – herunder økonomisk rådgivning. Det er primært for at fremme trivslen blandt beboerne, men har også en vigtig opgave med at forebygge udsættelser.

Der er flere ting, der kan spille ind, når beboerne kan være i risiko for udsættelser, og vi havde derfor inviteret en medarbejder fra Sociale indsatser i Herning Kommune. Der kan opstå dilemmaer i arbejdet, når forskellige hensyn skal bringes i spil, hvor vi i samtalen kom ind på følgende:

 

  • Hvilke forventninger har man til hinanden, og hvordan kan man arbejde med tydelighed omkring disse
  • Hvor har man hver især sine begrænsninger, og hvad betyder det for samarbejdet.
  • En bevidsthed om, at man hver især repræsenterer politisk styrede organisationer, der kan have forskellige interesser
  • Der kan sagtens være forståelse og enighed blandt de frontmedarbejdere, men man har hver især en opgave i at klæde sin ledelse på, så der også skabes forståelse længere oppe i systemet
  • Spil hinanden gode og tag dialogen, så man begrænser evt. kløfter, der kan opstå mellem en beboer og en af samarbejdspartnerne

 

Efterfølgende fik vi besøg af to lokale driftsfolk – en inspektør og en ejendomsfunktionær. Her snakkede vi igen om, hvordan det boligsociale og blikket for opgaven ses forskelligt alt efter hvilken stol man sidder på (mange af punkterne ovenover var også gældende her). I FællesBo er driften organiseret sådan, at en ejendomsfunktionær dækker alt indenfor et eller flere områder, og derfor kommer til at kende området og beboerne rigtigt godt. Det opleves som værdifuldt for både drift og det boligsociale. Det har taget lidt tid at finde ud af, hvad hinanden laver, men tiden er også godt givet ud, da man igen får forståelse for hvor hinandens arbejdsfelt. Vi havde lidt lagt op til, at der kunne ”skydes” på det boligsociale fra driften, men der kom ikke rigtigt slagsider frem i samarbejdet.

 

Vi afsluttede dagen med en drøftelse af, hvis behov vi egentligt tager afsæt i, når vi tilrettelægger vores indsatser og aktiviteter. Det startede en god diskussion om forskellige tilgange, og hvornår en vej kan være god at gå, og hvornår en anden måske er mindre hensigtsmæssig alt efter, hvad man ønsker at opnå – dermed ikke sagt, at en måde er bedre end en anden. Det blev understreget, at vi hver især bidrager med perspektiver på opgaveløsningen, hvilket har en kæmpe værdi for alle og er inspirerende, især når man videreudvikler sin egen indsats.

Netværk

Sociale viceværter

For dig som arbejder med at styrke trivslen for den enkelte beboer og understøttelsen af lokale fællesskaber