Skip to main content Skip to footer

Referat

Sociale viceværter: Netværksmøde d. 30/4-2024, København

Hvad er et sundhedstjek af et alment lejemål og hvad er rammerne egentlig for en social rengøring? Hvilket potentiale ligger der i et godt samarbejde mellem det boligsociale og driften i en boligorganisation og hvordan kan man styrke samarbejdet? Det og meget mere tog vi en snak om, da vi mødtes d. 30. april 2024 hos BL Kbh. i netværket for sociale viceværter.

Tak for et godt møde og ikke mindst det store fremmøde, hvor der var fuldt hus, da vi mødtes i BL i København!


Sundhedstjek

Da teknikken først var på plads, gav Sanne Steen Petersen, afdelingschef i BL, et oplæg om sundhedstjek af lejemål i almene boliger. Her blev rammen først sat ift. hvad er det egentlig vi snakker om, når vi bruger betegnelsen sundhedstjek. Det er entydigt lejemålet, hvoraf der foretages et sundhedstjek med henblik på at se om der er forhold, der kræver håndtering ift. til at sikre boligens stand. Det er altså ikke et spørgsmål om hvorvidt beboeren trives eller ej.


Lovgrundlaget for et sundhedstjek ligger i almenlejelovens kapital 7 om udlejerens adgang til det lejere – se slides. Her er det værd at hæfte sig ved, at det er udlejer, der har ret til adgang til lejemålet, og det er udlejer, der skal varsle denne – igen handler det altså om adgang til lejemålet på baggrund af forhold omkring lejemålet.


Sundhedstjekket kan altså bero på en begrundet mistanke eller viden om særlige forhold. Det vil altid være en konkret vurdering om en mistanke er begrundet, men bør som grundregel sikre sig, at der som minimum er mere end blot én kilde.


Retspraksis for sundhedstjek er 6 ugers varsel og man bør altid være opmærksom på, hvordan man kommunikerer det, så det ikke skaber unødvendig utryghed. Her blev der også hejst et flag for at gå dialogens vej, da det i de fleste tilfælde ikke er et spørgsmål om manglende vilje, men nærmere vedrører personer, der udfordring i en sådan grad, at de ikke kan magte deres situation.


Derudover er det vigtigt, at man er gennemsigtig i den praksis man har. Derfor hvis man tænker en beboer kunne have gavn af støtten fra en social vicevært, bør man præsentere det som et tilbud som beboeren kan tilvælge, hvis det ønskes.

Social rengøring

Modsat et sundhedstjek er en social rengøring en ydelse, der kan bevilges på baggrund af beboerens situation. Den sociale rengøring er velbeskrevet af de rengøringsvirksomheder, der udfører den, men derimod er det lidt sværere at finde viden om hvordan de enkelte kommuner arbejder med det.

 

Det der kan siges om det er, at ydelsen står på servicelovens §83, der omhandler kommunens forpligtigelse til bl.a. at tilbyde hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet. Det er dog meget forskelligt hvordan dette bliver fortolket i landets kommuner og som det kom frem på mødet har nogle nemt ved at få det bevilget, mens andre får blanke afvisninger. Der er dog enighed om, at det er et rigtigt godt værktøj til at støtte nogle beboere til at komme på fode igen, da de hjem kan være ufremkommelige og sundhedsskadelige. Derudover kan der være risiko for, at beboeren bliver udsat pga. mislighold, hvis ikke der bliver bevilget en social rengøring. Der er på den måde et paradoksalt sammenhæng mellem de to værktøjer sundhedstjek og social rengøring, da de henholdsvis tager afsæt i lejemålet og borgeren, men på hver sin måde kan være et greb, der imødekommer hinandens anledning.


Samarbejde mellem drift og det boligsociale

Vi drøftede ved bordene, hvad vi gerne vil opnå ved et godt samarbejde, samt hvad der kunne øge effekten af vores arbejde.


Der var bred enighed om at en styrket teamfølelse mellem det boligsociale og driften på gulvet vil have en positiv indflydelse på begges arbejde – fx sidder driften med en stor viden om hvad der rører sig i boligområderne og i de enkelte lejemål. Det kunne fx styrkes ved at:

  • Man sidder sammen boligsocial og drift, da det vejen til hinanden er kortere
  • Man er i samme personalegruppe på lige fod
  • Man har opgaver sammen og det sættes i system, så det ikke løber ud i sandet – fx deltagelse i syn
  • Man kommer i praktik hos hinanden

 

Derudover kræver det også et mindset, hvor man prioriterer nysgerrighed og respekt for hinandens faglighed.

Netværk

Sociale viceværter

For dig som arbejder med at styrke trivslen for den enkelte beboer og understøttelsen af lokale fællesskaber