Referat
Sociale viceværter: Netværksmøde d. 5/9-2023, Vejle
Det boligsociale felt er sammensat af mange forskellige fagligheder, men hvordan bringer vi hver især vores faglige baggrund og erfaringer i spil i samspillet med andre? Hvad er ensomhed for en størrelse, og hvordan kan vi have en opmærksomhed på det i vores arbejde? Det var nogle af de spørgsmål vi stillede hinanden, da de sociale viceværter mødtes d. 5. september i Vejle.
Tak til Vejle for et godt møde på sommerdag i september, hvor vi mødtes i de boligsociale rammer i Nørremarkscenteret! Der var sat to overordnede temaer på dagsordenen – potentialer i faglig forskellighed og ensomhed.
Den lokale boligsociale indsats
Vi lagde ud med en gennemgang af den boligsociale helhedsplan v. boligsocial leder Jacob Wiese. Her blev vi klogere på organiseringen i Vejle og den transformation, der har været i helhedsplanen ift. at de nu har ansættelse i Vejle Kommune. Det har ikke udelukkende været nemt, men de er landet et godt sted nu og det har gjort det en del nemmere, at samarbejde med de øvrige kolleger i Vejle Kommune – det er fx nemmere at planlægge, når man kan se hinandens kalendere.
Potentialet i faglig mangfoldighed
Efterfølgende gav Mikkel og Helle os indsigt i deres måde at samarbejde og hvilke aktiviteter de primært samarbejder omkring. Her blev der taget afsæt i Hyggeklubberne, der er et sted, hvor man kan komme og være sammen med andre I nogle timer, få en kop kaffe, spise noget kage, synge nogle sange og ellers bare hygge med nogle andre mennesker, der måske også mangler nogen at snakke med i hverdagen. Her supplerer Mikkels baggrund i psykiatrien sammen med Helles baggrund inden for det social- og sundhedsfaglige ved, at Helle har øje for nogle andre ting end Mikkel – og omvendt.
Kompetencebutikken
Vi tog drøftelsen om potentialerne i mangfoldighed i kompetencer videre i mindre gruppe, hvor man hver især fik sat ord på de kompetencer, man bringer i spil i sit arbejde samt dem, der ikke er aktiveret i arbejdsregi. Vi delte og ”købte” hinandens kompetencer og argumenterede for, hvorfor man fandt de andres kompetencer værdifulde.
Ensomhed
Efter en god frokost og en gåtur i Finlandsparken gik vi igen i grupper, hvor der var dialog om begrebet ensomhed og hvilken forståelse man har heraf. Her blev der reflekteret ved bordene - Kan man være ensom, når man er sammen med andre? Hvornår opstår ensomheden? Vi afsluttede drøftelsen med at dele, hvordan man hver især arbejder med at understøtte beboere der føler sig ensomme.
Indsigt i et levede liv
Sidste input på dagen var et interview mellem en afghansk mand (A) og Mikkel, hvor vi fik indsigt i, hvordan A’s liv har været siden han kom til Danmark fra Afghanistan for ca. 20år. Herunder de mange år som taglægger, der desværre endte med en invaliderende rygskade pga. en slem arbejdsulykke. Det har betydet at A har skulle genfinde sig i en ny identitet, hvor han ikke på samme har kunne bære rollen som forsørger af sin familie. A er blevet taget under vingerne i det boligsociale team i Vejle og er nu ved at blive afklaring ift. flexjob. A kommer fast i Hyggeklubben, hvilken han fortæller har haft stor betydning for ham ift. at finde sig til rette i sit ”nye” liv.
Sociale viceværter
For dig som arbejder med at styrke trivslen for den enkelte beboer og understøttelsen af lokale fællesskaber