Hvilken værdi har det opsøgende arbejde og hvordan kan man gå til opgaven? Hvor langt skal man gå for at hjælpe en beboer og hvornår slipper man igen? Hvem møder man i sit arbejde som social vicevært og hvordan er man bedst klædt på til mødet?

Resumé

Tak for et godt møde med en masse gode refleksioner. Dejligt at opleve jeres engagement!

 
Corana-erfaringer

Vi lagde ud med en runde, hvor der blev delt erfaringer med arbejdet efter Corona-mavepusteren. Selvom der generelt var enighed om, at det har været svært at lave boligsocialt arbejde under de forudsætninger pandemien har givet, er der opstået nogle ting, som er værd at holde fast i. Her blev det nævnte at bruge naturen og udeområder som arena for mødet med beboerne er kommet for at blive – det kan fx være alt fra en snak over en gåtur til en sheltertur. Derudover er der en oplevelse af, at nogle af de beboere man før sjældent så, har puttet sig endnu mere under/efter Corona.

Opsøgende arbejde og tålmodighed

Derefter tog vi fat i det opsøgende arbejde og det at sidde på sine hænder – hvilket på mange måder er en snak, der er forbundet. Jeg har svært ved at lave en præcis opsummering af dette, men vil alligevel forsøge mig med et par pointer:

• Det er meget forskelligt hvordan man hver især bruger det opsøgende arbejde
• For nogle er det systematisk og betinget af en baggrundsviden (fx huslejerestance) og for andre handler det om at øge sin tilgængelighed for beboerne i området
• Der var også en opmærksomhed på måden man henvender sig på ift. præferencer for de enkelte beboere – fx banke på, ringe, sms, sociale medier og hilsen på gaden
• Dertil havde vi også en del drøftelser af hvad jeg vil kalde ”beboersyn”

På mødet nævnte jeg VIVEs rapport om indsatser for beboere med psykiske vanskeligheder i almene boligområder, hvor der bliver peget på sociale viceværter som en indsats, der har modningspotentiale. Se mere om rapporten i materialeboksen