Referat
Startboliger: Netværksmøde d. 8/3-2023, Aarhus
Hvordan kan startboliger have en forebyggende effekt ift. hjemløshed? Hvem har man særligt held med at støtte i at få en god start på voksenlivet - og hvilke udfordringer fylder mest? Det og meget mere drøftede vi, da netværket om startboliger mødtes i Aarhus d. 8. marts 2023!
Startboligerne på Gøteborg Allé
Vi var desværre ramt af fravær fra værten, hvilket betød at Nick og Nils efter bedste evner tog os gennem startboligprojektet på Gøteborg Allé.
En af de væsentlige elementer ligger i styregruppen og de repræsentanter der sidder med; udlejningschef fra (boligorganisation), udviklingschef (boligorganisation), leder af den sociale boligtildeling (kommune), centerchef af Center for Forsorg – Job, Udsatte og Socialpsykiatri (kommune) og projektleder af startboligprojektet. Her kan der træffes beslutning af principiel karakter, som kan have betydning for gennemførelsen af startboligprojektet. Samtidigt er det et organ, sikrer jævnligt dialog mellem de parter, der er involveret i projektet og derigennem også gør det nemmere at gribe knoglen, hvis der er noget, der skal klares bilateralt.
Hvem bor i startboligerne?
Vi fik præsenteret nogle personaer, der giver et billede af, hvilken historie de unge i startboligerne, har med sig:
Ung 1
Ung mand fra dysfunktionel familie, hvor forældrene er skilt og begge er stofmisbrugere. Moderen går bort da den unge mand er 6år og få år senere går faderen ligeledes bort. Den unge mand er hjemløs i store dele af sin opvækst, har flere mislykkede ophold på bosteder, plejefamilier og efterskoler og ender på forsorgshjem da han bliver 18 år. Sidder i gæld, når han har job, er de lavtlønnede, ellers lange perioder med kontanthjælp. Sporadisk kontakt – mest brandslukning.
Hans primære udfordringer er at komme ud at den negative spiral han er i. Motivationen og hans fokus er at få et fast job, så han kan afbetale gæld og klare sig selv uden kommunens indblanding.
Ung 2
Ung mand med diagnosen ADHD er opvokset i en familie med begge forældre. Faderen går bort da den unge er teenager, hvilket bliver starten på gambling problem. Den unge formøbler over 1 million kroner på gambling på en periode på 6-7 år, og er hver måned udsættelsestruet, da al indkomst går til gambling. Tæt kontakt til både ung og mor.
Vil gerne kunne stå på egne ben, hvilket er motivationen for at komme på arbejde hver dag. Fokus er at opretholde en hverdag, for at undgå gambling.
Ung 3
Ung kvinde ankommer til startbolig fra forsorgshjem. Fortæller det man gerne vil høre til den indledende samtale forud for tildelingen af en startbolig. Efterfølgende er hun ikke kontaktbar og efter 4 måneder bliver hun udsat af startboligen, og forlader den over natten. Motivation? Fokus? Fandt aldrig ud af det.
Kendetegn ved unge fra gruppearbejdet:
-
Går på STU, HF eller FGU
-
Mange med ADHD, angst og/eller depression
-
Tidligere misbrugere
-
Meget pressede på deres økonomi
-
Har isoleret sig i flere år
Unges økomomi
Det generelle billede af de unges økonomi er at de er pressede. Vi tog en snak i plenum om, hvordan man kan støtte de unge uden at det bliver en ”tis i bukserne for at holde dig varm”-støtte:
-
Budgetlægning og henvisning til økonomisk rådgivning
-
Madplaner for 14 dage
-
Fælles madlavning af mad til fryseren
-
Lommepenge/kuvertsystem
-
Færdigretter – det er bedre end alternativet, der typisk vil være pizza eller anden takeaway
-
App: Mad for fattigrøve
-
Fællesspisning – gerne i slutningen af måneden
Nick præsenterede en guide, der bliver brugt i startboligerne i Vestergade - se find den i materialeboksen
Fundaboliger
Hans Christian og Nanna gennemgik Fundaboligen. Her var der fokus på hvordan de er finansieret og ligeledes hvordan de har implementeret indsamling af data som en præmis for projektet (qua deres finansiering).
Evaluering af startboliger – nyt fra arbejdsgruppen
Arbejdsgruppen har taget det første spadestik til arbejdet med en undersøgelse af startboligprojekterne. Den korte udgave er, at vi arbejder hen mod at lave en ny beskrivelse af startboligerne, der i højere grad beskriver startboligerne i praksis, da de generelt imødekommer et større behov end der har været tænkt i den oprindelige vejledning. Det bliver med udgangspunkt i nogle øjebliksbilleder på tværs af projekterne, der beskriver alt fra organisering til oplevelsen hos de unge.
Der blev besluttet til mødet at arbejdsgruppen fortsætter i dette spor og der blev nikket til at ambitionerne for dataindsamling var realistiske.
Startboliger
For dig som arbejder med at understøtte unge i Startboliger med at komme godt på plads i boligen og livet.