Referat
Læring: Netværksmøde d. 29/2-2024, Helsingør
Hvordan kan læringsorienterede indsatser, bidrage til vores familieunderstøttende arbejde? Og hvilke gode erfaringer og potentialer ser vi i forskellige lærings-forløb, målrettet familier?
I Helsingør, har de over mange år, udviklet og finpudset deres familieindsatser, hvor læringsorienterede tiltag og forløb, har vist sig som nyttige redskaber til at understøtte velfungerende familier. Vi hørte om deres konkrete erfaringer, og prøvede et nyt sprogstimulerende dialogspil og drøftede potentialerne i læringsorienterede indsatser.
Tak for en rigtig spændende første dag med det nye faglige fællesskab for Læringsindsatser, der blev holdt i Helsingør.
Her hørte vi om, hvordan de på flere måder arbejder læringsorienteret med deres familieindsatser i Helsingør, samt fik et godt billede af, hvordan den Boligsociale Helhedsplan har samarbejder på tværs af flere boligafdelinger og med en tæt koordinering med kommunale samarbejdspartnere som daginstitutionerne, skolerne og SSP. Jeg har forsøgt at lave en opsamling på nogle af de indsatser, vi kom omkring på dagen.
Familieuddannelsen – og familie camps
Et tilbud for børnefamilier, hvor man gennem et halvt år med en række kursusgange og en fælles familie camp med en overnatning, får inspiration til det gode børne- og familieliv. Kursusgangene kommer omkring emner som struktur i hverdagen, opdragelse, kost og madlavning, leg, læring og højtlæsning, det gode samarbejde med daginstitutionerne mv.
Rammer: man forpligter sig til at følge hele forløbet, og ikke bare deltage på få udvalgte gange. Til gengæld er der sørget for hjælp til børnepasning på stedet, med hjælp fra områdets unge i lommepengejobs. Der bliver lagt vægt på, at det ikke er en ferie, men et helstøbt forløb, der kræver at man er interesseret i at arbejde med sig selv, og der gøres meget ud af at skabe fælles og klare spilleregler for deltagelsen – fx at det er et fortroligt rum, og at man skal vise gensidig respekt mm., så der er tryghed til at kunne dele personlige udfordringer med hinanden i gruppen.
Målgruppe: Forløbet er oprindeligt primært for minoritetsetniske familier, men tilbydes også i stigende grad til etnisk danske familier og til familier med forskellige ressourcer – ikke kun familier med få ressourcer. Det er altså efterhånden blevet en meget internationalt sammensat gruppe, hvilket giver nogle meget interessante drøftelser imellem familierne på forløbet, som i øvrigt lærer hinanden at kende godt undervejs. Nogle familier er bange for at blive stemplet som ressourcesvage, hvis de deltager. Derfor lægger de vægt på at understrege, at det er for alle, der ønsker at skabe en endnu bedre hverdag som familie, og få styrket sine kompetencer, redskaber og netværk som familie.
Rekruttering: Helhedsplanen samarbejder tæt med den lokale daginstitution om at få tilbudt relevante familier at deltage. Rygtet om forløbet spredes også mellem familierne, når nogle har haft en god oplevelse med at deltage.
Se hvordan forløbet over 6 måneder er bygget op i præsentationen, der kan downloades i boksen i højre side
Sammen Om Det Gode Børneliv – sundhedsforløb for skolebørn og forældre
Vi hørte også om erfaringerne fra et samarbejde mellem Helhedsplanen, Helsingør Kommune og NGO’en Børneliv om et undervisningsforløb om sundhed for skolebørn og forældre, hvor medicinstuderende bl.a. kommer ud på den lokale skole og underviser i sundhed. Et meget populært forløb, og et velfungerende samarbejde.
Forløbet er bygget op omkring tre ben: børneworkshops, forældreworkshops, ambassadørkorps-uddannelsen, hvor forældre bliver uddannet som sundhedsambassadører for det sunde og gode boligliv. Dertil suppleres forløbene med aktiviteter ude i boligområdet, i et tæt samarbejde med Børns Vilkår. De Boligsociales rolle har bl.a. været at hjælpe med rekruttering af forældre og bedsteforældre til ambassadørforløbet og forældreworkshops, samt at stille rammer til rådighed for forløb og aktiviteter i boligområderne.
NGOén Børneliv tilbyder at understøtte denne slags forløb flere steder i landet, hvis det er noget andre, skulle have lyst til at prøve kræfter med. Her kan I læse mere om projektet ”Sammen om det gode børneliv” på Børnelivs hjemmeside - se link i materialeboksen.
Samtalevenner – et samtalekoncept, der stimulerer sprogudvikling hos voksne
Vi fik også mulighed for at prøve kræfter med et nyudviklede samtalespil, der er blevet til i et samarbejde mellem den boligsociale Helhedsplan og LOF, som har til formål at styrke sprogudvekslende samtaler mellem én, der skal lære dansk og en frivillig ”sprogven”, der taler flydende dansk. Den Boligsociale Helhedsplan har i en længere periode understøttet konceptet omkring frivillige samtalevenner til én, der har brug for at lære det danske sprog, og nu har de udviklet et sæt illustrerede samtalekort, der kan fungere som sprogstimulerende samtalestartere. Efter, at vi havde haft mulighed for at teste spillet af i mindre grupper, reflekterede vi over, hvordan sådanne samtalekort, også kunne tages i brug til at kickstarte samtaler om forskellige emner i fx familie-forløb, da mange af emnerne kunne være relevante her. Fx tabu, magt, sundhed mm.
Er du nysgerrig på konceptet, kan du finde mere info og kontaktperson i linket i materialeboksen
Forebyggelse af uddannelsessnobberi
Er en indsats i samarbejde med erhvervsuddannelser og velfærdsuddannelserne med fokus på at åbne blikket for fordelene ved en erhvervsrettet eller velfærdsrettet uddannelse, samt med fokus på at forebygge frafald på uddannelserne i samarbejde med kommunen. Fx arbejder de på at styrke velfærdsuddannelserne via fritidsjobs i lokale velfædsopgaver i plejesektoren, pædagogisk arbejde og lignende, så de unge kan prøve kræfter med området, før de tager stilling til, om det kunne være en interessant vej for dem at gå.
Frivilligt drevet lektie-og studiecafé med frivillige lektiehjælpere.
De Boligsociale medarbejdere koordinerer indsatsen, klæder de frivillige lektiehjælpere på, og spotter unge med behov. Målgruppen fra 15 år og opefter – også mange voksne (særligt kvinder) + gymnasieelever, har glæde af tilbuddet, som er meget populært.
Samarbejdet med Kommunen
Den Boligsociale Helhedsplan har, over mange år i området, fået etableret et tæt samarbejde med Kommunen, som både fletter ind i SSP arbejdet og samarbejdet mellem daginstitutionerne og familierne.
Den lokale daginstitution fremhævede blandt andet de store fordele ved helhedsplanens mulighed for at have en mere helhedsorienteret kontakt med familierne, hvor de har kunnet understøtte mere familieorienterede problemstillinger privat, som i sidste ende styrker samarbejdet mellem daginstitution og familierne, samt styrke familiernes engagement i lokalområdet og samfundet. De fremhæver bl.a., at det at ”blande sig” i familiens måde at opdrage og støtte deres børn, kræver tillid, og nogle gange mere tid og flere ressourcer, end man har i daginstitutionen.
Daginstitutionerne er også engagerede i at have dialog med forældre, når der opstår udfordringer for de unge mennesker, fordi daginstitutionen kender forældrene – der har man et helhedsorienteret samarbejde mellem Boligsociale, SSP, skole og daginstitutioner, hvor de har koordineret indsatsen på tværs, og hvor de har været gode til at henvise til hinanden på tværs.
Læring
For dig, der arbejder med læringsunderstøttende aktiviteter for børn, unge og voksne i almene boligområder.